Marie Marvel Olofsen er sammen med sin familie flyttet til en delvist selvforsynende gård i Portugal, mens hun arbejder remote. Her fortæller hun om at tage beslutningen og om hvordan hverdagen ser ud og opleves, når man tør trodse fornuften og bekymringerne og leve den hverdag, man har drømt om
Hvor er du lige nu arbejdsmæssigt og familiemæssigt?
Jeg er et sted, der er virkelig godt. Der er en rigtig god balance mellem mit arbejdsliv og mit familieliv, og det skyldes flere forskellige ting.
Vi er flyttet til Portugal, hvor vi bor og arbejder på en mindre, næsten selvforsynende gård og samtidig arbejder jeg for Workz 15 timer om ugen og for One Life Foundation 8 timer om ugen. Jeg er altså gået markant ned i tid (og løn) og har spredt mit arbejdsliv ud.
Vores børn går i skole tre dage om ugen i en lokal nyåbnet steinerskole fra 2-7 år og med plads til max 12 børn, der er pt. kun seks børn. Min kæreste passer den gård, vi bor på, laver mad, fixer ting, køber ind og henter unger. Vi har fået skabt os en situation, hvor der er markant mere luft og balance, end der var, før vi tog afsted, og det er helt fantastisk for os alle.
Læs også om Sandra der fik behov for at gøre noget af betydning
Hvad fik jer til at tage beslutningen om at rejse?
Vi havde en ret typisk, dansk hverdag med fuldtidsjobs, madpakker, institutioner og en følelse af hele tiden at halse bagefter med tungen ud af munden og savne at være mere sammen som familie.
Vi har, i flere år, snakket om, at vi godt kunne tænke os at leve på en anden måde, men vi havde svært ved at se os ud af det. Hvad med økonomien? Hvad med de gode jobs? Hvad med fremtiden og pensionsopsparingen, og hvordan skulle det overhovedet kunne lade sig gøre?
Vi fik muligheden for at flytte herned, og vi havde 14 dage til at beslutte os. Det var 14 ekstremt intense dage, ikke bare for os, men også for den familie, vi er afsted med hernede. Alle fire voksne skulle vi træffe både nogle meget svære individuelle valg, men også nogle valg der påvirker os som familie, vores børns liv, vores fremtid og som også berører en anden familie, og mange andre mennesker, især familie og venner.
På mange måder var det en beslutning, der handlede om enten at være fornuftig og blive hjemme eller følge sin mavefornemmelse og intuition.
Vi sad i 14 dage i en stor pærevælling af budgetter og mavefornemmelser og logistik. På mange måder var det en beslutning, der handlede om enten at være fornuftig og blive hjemme eller følge sin mavefornemmelse og intuition. Vores allerførste fornemmelse var, at det skulle vi bare sige ja til, men så kom fornuftsstemmen selvfølgelig med alle de tusinde modargumenter, den kunne finde, og vi var lige ved at sige nej, men i sidste øjeblik fik mavefornemmelsen sejret.
Læs om Mette og Kristian som tog et år ud af hamsterhjulet til at rejse og mærke efter
Hvad var svært ved at tage beslutningen?
Alt ovenstående. Hvor skal pengene komme fra, hvis vi pludselig bor i Portugal? Hvor skal vi arbejde? Hvad med vores husleje og boliglån herhjemme? Hvad med den karriere, jeg er ved at bygge op? Hvordan ser det ud på cv’et, hvis der pludselig er et hul, fordi man flytter til udlandet og bor på en gård? Hvad hvis vi aldrig får jobs igen? Hvad hvis vi går bankerot? Hvad hvis vi står uden tag over hovedet og er arbejdsløse (vi har faktisk prøvet begge dele før, heldigvis ikke på samme tid, men lige efter hinanden). Hvad vil mit arbejde sige til det – skal jeg sige op, eller skal jeg måske prøve at tage mit arbejde med? Hvad med børnene og deres skole? Hvad med deres kammerater? Hvad med pensionsopsparingen? Alt sådan noget logistik og konstruerede bekymringer, der fylder enormt meget i et moderne menneskeliv.
Vi var helt sikre i maven på, at det var den rigtige beslutning for os som familie, men vi var lige ved at blive tacklet af alle bekymringerne. Og det tror jeg virkelig sker for mange.
Retrospektivt er det ret interessant at tænke over, at det, vi ikke var så bekymrede for, det var, om vi ville få det godt i Portugal. Det var vi hele tiden helt sikre på, at vi ville. Vi var helt sikre i maven på, at det var den rigtige beslutning for os som familie, men vi var lige ved at blive tacklet af alle bekymringerne. Og det tror jeg virkelig sker for mange. Fordi der er så mange voksen-ting, man skal forholde sig til, at det virkelig kan være svært at mærke sin mavefornemmelse og gå med den, især når den strider mod alt det, samfundet siger, er sund fornuft.
Læs om Tanja, som har sprængt rammerne og fået tid, penge og rejser
Hvordan havde I det, da beslutningen så var taget?
Det var en kæmpe befrielse at træffe beslutningen og at sige JA til noget, vi havde ønsket os i så langt tid, som på en helt ubegribelig måde havnede i skødet på os. Det er en kæmpe gave.
Vi sagde faktisk nej først, fordi det virkede så uoverskueligt rent økonomisk. Men så fik jeg et virkelig voldsomt angstanfald. Hele min krop gjorde bare oprør mod det nej, og så måtte jeg ringe tilbage til den anden familie og sige ja, uagtet at jeg var helt klar over, om vi faktisk kunne få råd til det. Men da jeg så havde sagt ja, så faldt min krop til ro. Angstanfaldet var væk, og jeg var helt rolig og glad og vidste, at det nok skulle gå alt sammen.
Jeg vågnede samme nat ved halv fire tiden og panikkede igen, og måtte tjekke budgetter, men så vidste jeg, hvad jeg havde at forholde mig til, hvor mange penge jeg skulle skaffe hver måned, for at det kunne løbe rundt, og så faldt jeg til ro, og så kunne jeg arbejde ud fra det.
Når man først har sagt ja til noget, så begynder man jo at gå vejen. Så dukker der muligheder op på den vej og løsninger viser sig. Men man bliver nødt til at begynde at gå vejen, ellers kan man ikke se mulighederne.
Samtidig sker der det, at når man først har sagt ja til noget, så begynder man jo at gå vejen. Så dukker der muligheder op på den vej og løsninger viser sig. Men man bliver nødt til at begynde at gå vejen, ellers kan man ikke se mulighederne. Så det handler om, eller det gjorde det i hvert fald for mig, at samle alt mit mod og tro på, at min intuition og min krop og min lyst til at gøre det, havde ret, og så måtte resten falde på plads. Og det gjorde det
Hvordan ser en hverdag ud i jeres familie lige nu?
Jeg er begyndt at stå op kl. 6.30 og liste musestille ud på tagterassen og lave yoga til solopgangen, for at få noget tid for mig selv. Det er relativt køligt om morgenen nu, så det foregår i uldtøj og hættebluse, men det er helt fantastisk. Hvis jeg er heldig har jeg ½ – 1 time for mig selv, før der står nogle børn og gerne vil være sammen med mig.
Om mandagen arbejder jeg altid om formiddagen, og der har ungerne matematik undervisning i hjemmeskolen med deres far og datteren i den anden familie. Om fredagen holder jeg oftest fri og underviser ungerne i dansk og så kører vi måske til markedet, eller en tur ud i lokalområdet. Eller… det gjorde vi i starten, men nu er der ret mange corona-restriktioner hernede, og pt. er markeder forbudt den næste lille måneds tid, så vi bliver nok mest her.
Tirsdag-onsdag-torsdag skal ungerne i skole – de tre ældste går alle i den samme Steinerskole, og jeg har tit et virtuelt møde kl. 8 – Portugal er en time bagud, så det passer med at kl. er 9 og arbejdsdagen begyndt i Danmark. Min kæreste kører oftest børnene i skole og så arbejder jeg fra kl. 8- kl.14-15 stykker. Jeg prøver at tilrettelægge min arbejdsdag, så jeg ikke skal lave mere, når ungerne er blevet hentet.
Når de så er hjemme, så bader vi i poolen, går en tur, læser bøger, tegner, hiver ukrudt op, eller de løber ned og leger hos gederne eller på den intermistiske legeplads vi har fået lavet til dem, eller med deres klædudtøj eller barbier eller hvad de nu har lyst til.
Vi har indført, at der kun er film om fredagen og i max nødstilfælde, så der er intet skærm udover det. I starten var det virkelig svært for dem, men de bliver bedre og bedre til at finde på noget at lave og til at bruge deres fantasi og omgivelserne, og det er så skønt at se.
Omkring kl. 16-17 stykker skal dyrene have mad og vand – vi har høns, ænder, æsler og geder – der er børnene som regel med, og så gælder det bare om at være den, der finder et æg eller får givet en ged en appelsin el. lign. Imens er der en af de voksne der laver mad – vi spiser mestendels, hvad vi dyrker i haven, der heldigvis stadig bugner af grøntsager, og så supplerer vi med ost, ris, pasta og den slags. Vi har haft for vane at spise ret sent, også fordi det har været så varmt hernede, 35 grader, at vi først kunne holde ud at spise omkring kl. 21, men nu er temperaturerne faldet lidt, så vi forsøger at spise omkring kl. 18. Og så er alle som regel trætte efter det og skal puttes.
Om aftenen er der så tid til at læse bøger, tegne eller hvad man nu som voksen har lyst til og brug for. Før i tiden arbejdede jeg tit om aftenen, fordi jeg var gået tidligere hjem fra arbejde for at hente unger. Nu er mine aftenener bare helt mine egne, og det er enormt befriende.
Guide: Skab forandring og hold fast
Hvordan er balancen mellem arbejdsliv og familieliv forskellig før og nu?
Den er virkelig optimal synes jeg. Vi er sammen stort set hele tiden, ikke nødvendigvis i samme rum, men vi er i nærheden af hinanden, og der er ikke det der kæmpe skel mellem at være på arbejde og være hjemme. Vi ser hinanden meget mere, og selvom mine børn stadig synes jeg arbejder for meget, så er det jo intet imod, hvad jeg arbejdede før. Det er også virkelig sundt for min kæreste og jeg, at vi kan se hinanden hele dagen igennem. Vi får talt meget mere sammen, om alt muligt, og vores samtaler går ikke længere ud på logistik og hente bringe og den slags, som bare er så dræbende.
Før vi flyttede herned, eller måske nærmere helt før corona, kunne jeg jo aflevere mine børn kl. 8 om morgenen og først se dem kl. 17-18 stykker, hvis det ikke var mig, der hentede. Det var virkelig ikke fedt synes jeg. Nu er det mit familieliv, der fylder mere end mit arbejdsliv og det er helt perfekt. Det er sådan jeg trives bedst lige nu.
Der er ingen tvivl om, at jeg stadig har ambitioner, jeg har bare ambitioner på hele mit livs vegne, ikke kun min karriere.
Mine livsambitioner har ændret sig. Eller måske rettere manifesteret sig. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig har ambitioner, jeg har bare ambitioner på hele mit livs vegne, ikke kun min karriere. Jeg er en bedre, sjovere, skæggere, mere overskudsagtig mor, kæreste og udgave af mig selv, hvis jeg ikke skal være på arbejde størstedelen af mine vågne timer, men har tid og overskud til andre ting, såsom mine børn, til at skrive, til at researche, stirre ud i luften, gå en tur, trække vejret, snakke med gederne, ringe til mine venner og min familie og læse en bog.
Jeg er et bedre menneske, og jeg har et bedre liv, når jeg kan mærke mig selv, og når mit liv ikke kører i 5. gear hele tiden. Jeg laver stadig meget, jeg kan godt lide at have gang i mange projekter på en gang, nu er det bare meget andet end kun at gå på arbejde og gå hjem.
Jeg har stadig karriereambitioner – jeg har lige været med til at afvikle et super spændende webinar på mit arbejde, jeg undersøger pt. noget videreuddannelse, og jeg arbejder med noget fagligt og noget, jeg brænder for, størstedelen af tiden. Den tid jeg gør det i, er bare blevet mindre, fordi der er andre ting, jeg prioriterer, andre ting, der skal have mere plads. Det kan jo sagtens være, det ændrer sig, men grundlæggende, så tror jeg på, at vi alle ville have det bedre, hvis vi ikke havde så travlt med vores arbejde og vores karrierer hele tiden.
Og jeg tror også planeten ville have det bedre. Har du nogensinde lagt mærke til, hvor dårlige beslutninger, du træffer, når du er presset og har travlt? Hvor kort din lunte bliver, og hvor skarp du bliver i stemmen? Sådan et menneske har jeg ikke lyst til at være, sådan en mor og kæreste, ven og datter har jeg ikke lyst til at være, og sådan et liv har jeg ikke lyst til at leve.
Hvad håber du, I som familie får ud af jeres tid i Portugal på længere sigt?
Jeg håber, at vi bliver tættere som familie, og at vi fra nu af, ikke behøver løbe efter noget, der i sidste ende ikke er det, der gør os lykkelige. Vi lever et enormt enkelt liv lige nu, og det er virkelig dejligt. Jeg kunne godt tænke mig flere af denne her slags eventyr, og det håber jeg rigtig meget, vi kan få sammen.
Jeg håber også, at børnene kommer til at opfatte sig selv som nogen, der skal tage aktivt del i familielivet for at få det til at fungere, som mennesker, der er vigtige for helheden, i stedet for at vi bliver dem, der servicerer, og de ikke skal bidrage. Sådan synes jeg, det var i det liv, vi levede før – fordi det simpelthen gik for stærkt, til at vi kunne inddrage dem i almene gøremål som fx at dække bord, hjælpe til m.m. Fordi alle var for trætte til at kunne overskue den slags, når vi alle havde været væk fra hinanden i 8-10 timer.
Jeg håber også, at det gør os alle mere modige, at vores børn kan se, at man godt kan træffe den slags beslutninger her, selvom man er voksen og etableret og alt det der. Man må gerne sprænge rammerne og gøre noget andet.
Og så det, at vi selv dyrker alle vores grøntsager og faktisk er stort set selvforsynende på den front, det håber jeg virkelig vil præge vores liv fremover og vores børns liv. Dét at kunne skabe og dyrke sin egen have og høste alt, hvad man har brug for, det er helt enormt tilfredsstillende, befriende og føles også meget stærkt.
Det føles, som om jeg kunne placere mig selv hvor som helst på jorden, og så ville jeg kunne få planter til at gro og kunne sørge for, at jeg ikke sultede. Det er en vild følelse af empowerment. At hvis alt andet går galt, så kan jeg altid dyrke min egen mad, jeg dør ikke af sult, og det gør min familie heller ikke. Det er jo nok lidt overdrevet, jeg ville jo ikke kunne lave mig en selvforsynende køkkenhave i Sahara, men det giver mig virkelig en følelse af frihed og selvbestemmelse og enorm rigdom – og den følelse vil jeg rigtig gerne give mine børn.
Jeg vil gerne give dem det forhold til jorden, at hvis de behandler den ordentligt, så kan den sørge for alt, hvad de nogensinde har brug for. Og det tror jeg virkelig, de får her, når de er så tæt på jorden, planterne og dyrene. De lærer om, hvordan det hele hænger sammen, fordi de går i det, ser det og mærker det hver dag.
Om Marie Olofsen
Marie Marvel Olofsen er 40 år, kæreste med René, mor til Sølve på 6 år og Vilter på 3 år.
Har en bachelor i tekstil design og formidling (fra Håndarbejdets Fremmes Seminarium) og en kandidatgrad i digital design og kommunikation (IT-Universitetet). Desuden uddannet Sustainable Business Change Manager.
Arbejder som seniorkonsulent og sustainability lead hos Workz A/S og som Social Scout og projektleder for One Life Foundation.
Bor i øjeblikket i Portugal på en mindre, delvist selvforsynende gård, sammen med en anden dansk familie.
