Tænker du nogensinde på, hvordan den måde, du og din familie har indrettet jeres liv på, påvirker, hvilke værdier du giver videre til dine børn? Jeg har spurgt en række forældre om netop det, og deres svar kan du læse hver onsdag hen over sommeren
Fakta:
Stine Taulborg Michaelsen, 41 år og selvstændig med virksomheden momatwork, hvor jeg som personlig mentor og coach hjælper kvinder med at få glæden og overskuddet tilbage som mor. Gift med Niels, bonusmor til Viktor på 14, mor til Nord på 5 og Søs på 2 år. Bor i Odense.
Hvilke værdier er vigtige for dig at give videre til dine børn?
Taknemmelighed er en af de højeste energier, vi kan leve vores liv ud fra. Jeg kalder den ligefrem smutvejen til lykke. Jeg vil gerne lære mine børn at værdsætte alt det, de allerede har, og som de er glade for, frem for at fokusere på alt det de mangler, eller som ikke virker for dem. Det, vi fokuserer på, er nemlig også det, som får lov til at fylde i vores liv. Græsset bliver grønt, der hvor vi vander det.
Jeg vil også gerne lære mine børn at tage ansvar for dem selv – deres følelser, tanker og handlinger – og at turde følge deres hjerte frem for deres ego. Lære dem, at lytte til deres egen indre stemme, uanset hvad andre (inklusiv deres mor og far) så ellers måtte synes, mene eller tænke om deres valg i livet.
At vi alle er præcis, som vi skal være og har plads til at være præcis dem, vi er, er en meget vigtig værdi for mig. Gensidig anerkendelse og respekt for hinandens forskelligheder er afgørende for det trygge fælleskab, vi ønsker, at vores familie skal være.
Noget jeg også rigtig gerne vil give videre til mine børn er, at det ikke bare er okay at begå fejl – det er hamrende vigtigt. Hvis vi ikke tillader os selv eller andre at begå fejl, begrænser vi os selv. Jeg har i det meste af mit eget liv med næb og klør forsøgt at undgå at lave fejl. Det har betydet, at jeg har været meget tilbageholdende med at tage chancer, prøve nye ting og sige min mening. Og der er altså røget mange drømme og relationer på den konto.
Noget jeg også rigtig gerne vil give videre til mine børn er, at det ikke bare er okay at begå fejl – det er hamrende vigtigt.
Både min mand og jeg har også en stærk værdi omkring fællesskab – som et usynligt bånd vi alle bidrager til at gøre stærkere. Et bånd, som binder os sammen som flok. Det er i og i kraft af fællesskaber, at vi finder styrke og formål som individer – når alt kommer til alt, handler livet og meningen med det om vores relationer til andre mennesker. Vi kan gå hurtigt alene, men vi når længst, hvis vi går sammen med andre.
Lever I efter de værdier? Og hvordan kommer de til udtryk hjemme hos jer?
Vi øver os hver dag i at leve efter vores værdier. Det gør vi blandt andet ved at italesætte dem ofte – både os voksne imellem og over for børnene på det niveau, deres alder nu tillader det.
Det handler nemlig rigtig meget om fokus og de fortællinger, vi hele tiden skaber og genskaber om os selv og verden. Er vi passive, magtesløse ofre for verdens uretfærdigheder – eller har vi muligheden for proaktivt at bestemme retningen i vores eget liv? Det valg er vi meget bevidste om hjemme hos os. Og vi er gode til at hjælpe hinanden op, når vi alligevel snubler og lander i offersovsen.
Min datters første ord var i øvrigt ’pyt’, og det synes jeg egentlig er ret sigende for den måde, vi lader vores værdier fylde i hverdagen på. Det vi ikke kan ændre på, accepterer vi og lader ligge. Og så fokuserer vi i stedet på at ændre det, vi rent faktisk kan gøre noget ved.
Min datters første ord var i øvrigt ’pyt’, og det synes jeg egentlig er ret sigende for den måde, vi lader vores værdier fylde i hverdagen på.
På samme måde vil du også kun sjældent høre os voksne gå og brokke os til hinanden eller børnene. Det er nemlig ikke i overensstemmelse med vores værdier. Så når børnene brokker sig – for det gør de – støtter vi dem i at flytte fokus hen på det, de rent faktisk gerne vil, frem for det de lige nu er så trætte af. Det er godt at kunne mærke, at man er utilfreds, men brok er en meget begrænsende måde at kommunikere sine behov på.
Jeg har helt personligt en daglig praksis, hvor jeg dyrker min taknemmelighed over stort som småt. Men i familien er vi generelt meget opmærksomme på at værdsætte og anerkende det, vi gør for hinanden. Vi siger f.eks. altid tak for hjælpen (eller kampen) til hinanden, når vi har løst en opgave i fællesskab. Også selvom det bare var oprydningen efter aftensmaden – eller min mand, der svingede ind forbi Rema på vejen hjem fra arbejde for at købe de boller, jeg havde glemt. Vi tager ikke hinanden for givet.
Hvordan tror du dine børn opfatter dit og evt. deres anden forælders karrierevalg?
Hvis vi spørger vores børn, hvad mor og far laver, så svarer de, at det er noget med en computer. Jeg tror ærlig talt ikke at det interesserer dem særligt meget endnu. Hvis jeg fortæller min søn på fem, at jeg hjælper andre mødre med at blive glade i deres liv, siger han dog, at han også vil hjælpe andre, når han bliver stor.
Til gengæld trives både de og vi voksne i, at vi har indrettet vores arbejdsliv på en måde, hvor vi ikke hele tiden har travlt. Hvor der er tid, plads og overskud til svinkeærinder og en ble, der skal skiftes på vej ud af døren. Sådan har det ikke altid været. Da jeg arbejdede fuld tid som konsulent i København var det en helt anden snak. Her kunne pulsen let stige til 120 og humøret dale til nulpunktet på mindre end et splitsekund, når tingene ikke lige gik som planlagt.
Er der noget, du håber, dine børn vil gøre anderledes end dig i deres karriere/livsvalg?
Jeg håber, at mine børn tør følge deres hjerte langt mere, end jeg selv har gjort. At de vil have modet til at mærke rigtigt efter og træffe deres valg i livet ud fra deres passion – og ikke ud fra deres frygt. Jeg har selv brugt en stor del af mit liv på at jagte en karriere, der ikke bragte mig tættere på mit livsformål. Mit store ego elskede det, men mit hjerte skreg efter noget helt andet. Og jeg skulle altså blive 40 år, inden jeg fik samlet mod til mig og tog springet. Jeg håber inderligt, at mine børn vil tillade sig selv at lytte mere til deres hjerte og mindre til deres ego. Det er noget, jeg er meget bevidst om at støtte dem i.
Hvilken værdi i forhold til arbejdslivet, håber du, dine børn tager med sig ind i voksenlivet?
At de mærker godt efter og er kritiske i forhold til, hvad de vælger at bruge så stor en del af deres liv på. Og at deres valg aldrig er hugget i sten – det er helt okay at ændre mening (mange gange) undervejs. Vi lever jo kun én gang.
De fleste af os er nok flasket op med, at vi skal have noget at falde tilbage på. Jeg tror ikke på, at vi lykkes med vores drømme her i livet, hvis vi altid har en plan b – for så vælger vi helt automatisk den, så snart vi bliver presset. Og det gør vi altså, når vi går efter det, vi brænder for. Jeg håber inderligt, at mine børn vil have modet til at sætte dristige mål og gå all in på deres passion og drømme – uanset hvad det er.