Planlægning og rutiner er vigtige i børnefamilien. Jo flere børn, jo mere planlægning er min erfaring. Du får her mine erfaringer med, hvordan vi skaber god planlægning i hverdagen hjemme hos os
Af Janni Pilgaard
Selvom jeg drømmer om mere spontanitet og mindre planlægning, så må jeg konstatere at planlægning er forudsætningen for, at der bliver plads til spontanitet hjemme hos os. Derfor har vi nogle helt faste rutiner, for at få hverdagen til at fungere.
Læs også mine tanker om forholdet mellem struktur og spontanitet
Du får mine tips til planlægning i hverdagen her:
- Hver søndag tager vi en hurtig snak om, hvordan ugen ser ud, så der ikke er nogle overraskelser. Hvem er hjemme hvornår, og hvem henter børnene. Fra næste år skal vi have en månedskalender med kolonner til os alle, så vi alle sammen løbende har overblikket.
- Vi forsøger at inddrage vores børn i rutinerne. De har helt faste pligter, så det ikke er (burde være – virkeligheden er nogle gange en anden!) til diskussion, at de hjælper til og med hvad.
- Vi har en fast barnepige. Det giver lidt ro til, at det ikke er hver dag, vi skal fare hjem for at hente og gør, at alle børn ikke behøver komme med rundt, når der er en, der har fritidsaktiviteter. Det giver også mulighed for, at min mand og jeg kan få noget alenetid en gang imellem, hvilket vi også prioriterer højt.
- Vi handler til hverdagene hver søndag og spiser hele ugen efter en fast plan. På denne måde er det faktisk kun onsdag, vi skal bruge tid på at lave mad i hverdagen. Nogle uger ser det selvfølgelig anderledes ud, og vi har i perioder også forsøgt med måltidskasser, men vi vender altid tilbage til denne plan, som fungerer for os:
- Mandag: Rester fra søndag
- Tirsdag: Rugbrød
- Onsdag: Laver mad
- Torsdag: Rester fra onsdag
Læs hvordan du slipper ud af hamsterhjulet ved at ændre dine tanker
Her kunne vi godt blive bedre:
- Vi roder og vi har for mange ting, der ikke har en plads. Her kunne vi virkelig godt gøre en indsats og måske få det lidt nemmere i hverdagen. (Måske skal vi have gang i MarieKondometoden)
- Jeg vil virkelig gerne blive bedre til ikke at skynde på mine børn, når vi skal ud af døren. Det virker i øvrigt heller ikke! De bliver langsommere eller går helt i baglås.
Læs om Mette og Kristian, som er rejst fra hverdagen i en periode
Hvordan får I hverdagen til at køre hjemme hos jer? Kom gerne med dine gode ideer og tips til planlægning af hverdagen i en kommentar.