Taknemmelighed -smutvejen til bedre søvn og mere lykke

Ligesom tilgivelse er taknemmelighed noget, vi i bund og grund giver til os selv. For selv når vi viser andre vores tak, er det først og fremmest os selv, der høster gevinsten fortæller personlig mentor og coach Stine Taulborg Michaelsen

Af Stine Taulborg Michaelsen

Taknemmelighed er en af livets mest kraftfulde, positive følelser – og helt fantastisk sundt for os, både psykisk og fysisk.

At være taknemmelig hjælper os ikke kun med at dyrke vores følelsesmæssige velvære – det påvirker også vores fysik i en positiv retning.

For vores hoved, hjerte og krop hænger uløseligt sammen og er konstant under gensidig påvirkning af hinanden. Vores tanker påvirker vores følelser og handlinger, vores følelser påvirker vores handlinger og tanker, og vores handlinger påvirker vores tanker og følelser.

Og det er faktisk lige meget, hvordan vi viser eller udtrykker vores taknemmelighed. Uanset, hvordan vi gør det, er det godt for vores helbred.

Det er faktisk lige meget, hvordan vi viser eller udtrykker vores taknemmelighed. Uanset, hvordan vi gør det, er det godt for vores helbred

Det skyldes taknemlighedens helt enestående neurologiske indvirkning på os. Når vi udtrykker og oplever taknemmelighed påvirker det nemlig også vores nervesystem.

Taknemmelighed gør os både gladere og sundere 
Talrige undersøgelser viser, at den følelsesmæssige tilstand af taknemmelighed ganske enkelt øger vores tilfredshed, vitalitet og optimisme omkring vores eget liv. Ligesom det også reducerer angst, depression og stress.

Nyere forskning peger endda på, at taknemmelighed ligefrem dæmper fysisk smerte og forbedrer kvaliteten af vores søvn markant. Og så virker det også sænkende på vores blodtryk.

Alt i alt gør taknemmelighed os stærkere og sundere både fysisk og mentalt og hjælper os til at føle mere glæde og overskud. Med andre ord peger også videnskaben på, at taknemmelige mennesker er både lykkeligere, sundere og mere tilfredse med deres liv.

Læs om, hvordan du skriver taknemmelighedsdagbog her

Vi er ikke i god kontakt med taknemmeligheden
Desværre er virkeligheden, at de fleste af os oftest har langt mere fokus på det, som ikke fungerer i vores liv. Vores bekymringer. Det som burde være anderledes. Altså alt det, vi netop ikke føler os særligt taknemmelige for.

Så selvom de fleste af os nok kan komme i tanke om noget at være taknemmelige for, hvis vi bliver spurgt, så er det faktisk ikke en følelse, vi særligt ofte er i dybere kontakt med.

Tit er det først, når vi mister, næsten mister eller har haft svært ved at opnå et eller andet, at vi mærker, hvor meget vi egentlig sætter pris på det

Jeg var selv barnløs i en del år, inden det lykkedes mig at blive mor. De mange behandlinger på diverse fertilitetsklinikker, mislykkede forsøg, aborterne og min datter, der kom 2 måneder for tidligt – det har alt sammen gjort mig meget tilstede over for den taknemmelighed, jeg føler over at have fået mine børn.

Havde jeg ikke været igennem sådan et forløb, ville jeg selvfølgelig ikke have elsket mine børn mindre (eller været mindre taknemmelig for dem), men jeg havde sandsynligvis ikke været helt så nærværende over for min følelse af taknemmelighed – eller udtrykt den så ofte, som jeg gør.

Læs også Stines hverdagsværdier, hvor taknemmelighed også fylder en del

Vi tager tingene for givet
For taknemmelighed er sjældent en følelse, vi bevidst dyrker i vores kultur. Vi lærer, at vi skal sige tak for de ting, vi får (så andre ikke bliver fornærmede, skuffede eller kede af det) – men vi lærer ikke, hvad det egentlig vil sige at være taknemmelige.

Måske fordi vi har så meget. Måske endda for meget. Og derfor kommer vi let til at tage tingene for givet – og så vil mere gerne have mere. Netop fordi vi ikke er opmærksomme nok på at glæde os over det, vi allerede har.

I stedet sidder vi med et stort bundløst hul, hvor vi kan blive ved med at fylde alt muligt i uden nogensinde at føle os rigtig opfyldt. Når vi ikke er tilstede over for vores taknemmelighed, vil vi ofte opleve en følelse af at mangle noget.

Som Einstein udtrykte det så smukt: The secret of having it all, is believing you already do.

I vores del af verden er taknemmelighed mere en følelse, vi opdager, når vi med nød og næppe har opnået et eller andet, vi ønsker, eller undgået et eller andet, vi ikke ønsker. Præcis som i mit eksempel fra før, hvor taknemmeligheden først fulgte i kølvandet på min kamp for at få børn og blive mor.

Læs også med på tirsdag, hvor Stine kommer med gode bud på, hvordan du kan dyrke taknemmeligheden

Vind en taknemmelighedsdagbog på Instagram her

Om Stine Taulborg Michaelsen

Stine Taulborg Michaelsen er 41 år og bor i Odense med sin mand Niels. Hun er bonusmor til Viktor på 14, mor til Nord på 5 og Søs på 2 år.

Selvstændig med virksomheden momatwork, hvor hun som personlig mentor og coach hjælper kvinder med at få glæden og overskuddet tilbage som mor.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

redaktion@balancebaren.dk