Er du taknemmelig for den modgang, du har været igennem i dit liv? Det burde du, for det er det, som har formet dig til den du er i dag og lige netop den taknemmelighed er indgangen til meget større lykke og indre fred
Af Stine Taulborg Michaelsen
Taknemmelighed er – som alle andre følelser, tilstande og måder at være på – en muskel, der skal trænes for at vokse sig stor og stærk.
Vi kan nemlig sagtens øve os i at blive mere tilstede over for alt det, vi har at være taknemmelige for. Og det er faktisk meget mere (og måske endda også noget helt andet) end det, vi umiddelbart lige går rundt og tror.
3 niveauer af taknemmelighed
Jeg plejer at inddele taknemmelighed i tre niveauer:
- De ting, du allerede ved, at du er taknemmelig for
- De ting, du dybest set er taknemmelig for, men lige nu tager for givet
- De ting, du (endnu) ikke ved, at du er taknemmelig for
Det første niveau er de ting, du umiddelbart ville nævne, hvis jeg spørger dig lige nu, hvad du er taknemlig for i dit liv. Spurgte du mig, kunne jeg f.eks. svare mine børn, mit ægteskab og min forretning.
På andet niveau kunne jeg svare mit helbred, mine relationer til veninder, forældre og søskende. At jeg har arme og ben, tag over hovedet og mad på bordet. Alt sammen noget jeg er dybt taknemmelig for, men i det daglige tager for givet, fordi jeg har aldrig har følt dem truet.
Det er primært mine livskriser, der har gjort, at jeg er lige præcis der i mit liv, hvor jeg er i dag
På tredje niveau findes så de ting, vi kun sjældent har fokus på at være taknemmelig for – de ting, der har lært os allermest om livet. Det kunne for mig være bl.a. min barnløshed, mit stressnedbrud, kriser i mit ægteskab, min frygt for fiasko og alle de andre små og store udfordringer, jeg støder på i mit liv.
For det er primært mine livskriser, der har gjort, at jeg er lige præcis der i mit liv, hvor jeg er i dag. Det er i mine kriser, at jeg har udviklet mig som menneske, rejst mig og flyttet mig.
Læs også Stines anden artikel om taknemmelighed som smutvej til lykken
Kriser kan få os til at vokse som mennesker
Når vi har trænet os op på tredje niveau og kan være taknemmelige for de problemer og kriser, vi møder på vores vej gennem livet, mens de stadig står på – så åbner vi for alvor døren til indre fred, styrke og lykke.
For så siger vi ikke blot ja til livet uden modstand, men værdsætter i stedet den modstand vi får. Netop fordi den nærer os og får os til at vokse som mennesker.
At nå dertil kræver masser af øvelse og masser af træning. Men det er indsatsen værd – for gevinsten mærker i med det samme i form af større livsglæde, overskud og sindsro.
Sådan kan du træne din taknemmelighed
- Lav en liste med mindst 10 ting, du føler dig taknemmelig for – en liste for hvert af de tre niveauer.
- Indfør en daglig taknemmelighedspraksis, hvor du takker for minimum én ting i dit liv. Lad dine følelser og dit nærvær guide dig, intet er for stort eller for småt.
- Sæt dig ned med lukkede øjne og træk vejret dybt fem gange. Tænk på noget eller nogen, du føler dig meget taknemmelig for. Fasthold følelsen og udtryk din taknemmelighed ved at sige tak højt for dig selv.
- Sig tak til andre uden at forvente at få noget igen.
Læs hvordan du skriver taknemmelighedsdagbog
Om Stine Taulborg Michaelsen

Stine Taulborg Michaelsen er 41 år og bor i Odense med sin mand Niels. Hun er bonusmor til Viktor på 14, mor til Nord på 5 og Søs på 2 år.
Selvstændig med virksomheden momatwork, hvor hun som personlig mentor og coach hjælper kvinder med at få glæden og overskuddet tilbage som mor.