Tjek ud af hverdagen
Kender du de stille steder i din by? De er guld værd, når man trænger til en lille pause fra byens puls
Af Janni Pilgaard
Shhhyyy kan du høre det? Der er helt stille.
Hvis du ligesom jeg bor i byen, arbejder i byen og tilbringer din hverdag i områder med mennesker, trafik og anden bystøj, så kender du måske også det med at ‘høre’ stilheden. Vi er i larmen uden at tænke over det, men når der så pludselig er stille, så hører vi det.
Jeg faldt for nylig over to bøger ”Stille København” og ”Stille Odense” af Peter Olesen, som nærmest kan beskrives som kataloger over steder med ro og harmoni inde midt i storbyens trængsel og larm.
”De stille oaser i København er lige så forskellige, som de er mange. Grønne haver og parker og små og lidt større gårdrum. Nogle er bittesmå, andre er store, men fælles for dem alle er, at her er der fred for larmen, så både øre og øje kan finde hvile. Her kan man lære at forstå pausens betydning.” står der i Peter Olesens forord til Stille København.
Fælles for dem alle er, at her er der fred for larmen, så både øre og øje kan finde hvile. Her kan man lære at forstå pausens betydning
Mit favoritsted i Aalborg, når jeg lige trænger til lidt ro, er en lille plads lige bag gågadens liv mellem Vor Frue Kirke og Lokalarkivet. Der er et springvand, som risler, og der er stort set altid stille og meget smukt. Det er et fint sted at sidde og lade tankerne flyve og mærke roen.
Det er, når der er ro til det, at vi lige når at trække vejret og tænke lidt dybere over tingene. For mig er det også ofte i stilheden, at nye ideer tager form, at jeg får mærket efter, hvad jeg egentlig mener og føler og får landet beslutninger.
Læs om at finde balancen mellem planlægning og spontanitet
Jeg går i øvrigt også tit derhen sammen med mine børn, hvis vi er i midtbyen og lige skal have en pause. De har nemlig i den grad brug for pauser, når de slæbes med rundt i byen. (Bonusinfo: Der er kun ca. 50 skridt til nærmeste sted, hvor man kan købe is, hvilket ofte er en god måde at være i stilheden i lidt længere tid.)
At vi har brug for stilhed er ikke kun en følelse, jeg har. Ifølge WHO har støj negative konsekvenser for vores sundhed og trivsel og udgør sammen med luftforurening de største miljømæssige sundhedsricisi.
Støj udgør sammen med luftforurening de største miljømæssige sundhedsricisi
Støjgener, som f.eks. trafikstøj kan ifølge WHO efter længere tids påvirkning bl.a. føre til stress, søvnbesvær, forøget blodtryk, hormonelle påvirkninger og øget risiko for hjertekarsygdom samt nedsat indlæringsevne hos børn.
Læs om da jeg tog et pauserum fra hverdagen
Jeg elsker byens puls og det liv, der følger med, men jeg går målrettet efter stilheden indimellem, og de små oaser i byen giver hurtigt adgang til små pauser.
Så hvis du ikke allerede kender til følelsen af at gå fra puls, liv og larm det ene øjeblik til stilhed og ro det næste, så vil jeg opfordre dig til straks at gå i gang med at lede efter din bys stille steder. (og huske at slukke musikken eller podcasten imens).
Læs om Mette og Kristian, der er rejst ud i verden for at finde tid og ro