Organiser dig til mere glæde i familiens hverdag

Kender du de tidspunkter på dagen, hvor der altid opstår kaos hjemme hos jer? F.eks. om morgenen eller i ulvetimen om eftermiddagen, eller måske når børnene skal i seng. Anne Stald giver her et bud på, hvordan du kan organisere dig ud af kaosset

Af Anne Stald

Organiser dig til mere glæde

Kender du følelsen af at være en kommandocentral, der hver eftermiddag i et væk skyder ordrer afsted til dine børn a la ‘smid de sokker til vask’ og ‘tøm lige din taske’ – alt imens du drøner rundt og rydder op hist og her?

Så skal du måske overveje at arbejde med hverdagens ankerpunkter, som er tidspunkter på dagen, som gentages hver eneste dag.

Ved at arbejde med ankerpunkterne, kan du få udryddet den frustration, der ellers dagligt har vist sit ansigt i forbindelse med et specifikt tidspunkt på dagen – fx at komme ud af døren om morgen eller at få lavet aftensmad.

For ikke alene oplever du frustration på det pågældende tidspunkt. Du har også på alle andre tidspunkter på dagen (måske ubevidst) gået med en forventning om at møde den frustration.

Og den forventning æder lige så stille af dit overskud og evne til at nyde nuet. Fordi du ved, at lige om lidt starter ‘det der show’, hvor både forældre og børn bliver pressede og stemningen bliver trykket. Og det orker du, forståeligt nok, bare ikke.

Så ved at justere på, hvordan 20 minutter om dagen fungerer, kan du faktisk øge dit overskud og din glæde hele dagen!

Læs også om at skabe stunder med nærvær i hverdagen

Ankerpunkter? Hvad er det?
Ankerpunkter er de bestemte knudepunkter af aktiviteter, som gentages hver eneste hverdag (mere eller mindre):

1. Stå op og gøre klar til dagen
2. Ud af døren og afsted
3. Hjem efter job/institution/skole
4. Aftensmad
5. Puttetid

Disse 5 aktiviteter udgør en stor del af familiens vågne tid sammen. Derfor er ankerpunkterne definerende for, hvordan man er sammen som familie og hvordan hverdagen føles for både børn og forældre.

Så det er essentielt for det gode familieliv, at ankerpunkterne fungerer.

Tricket er at ‘automatisere’ ankerpunkterne ved at gennemtænke, strukturere og skabe faste rutiner.

For der er bare sindssygt mange ting, der skal gå op i en højere enhed i et moderne familieliv. Og det sker ikke af sig selv – man skal gøre sig umage.

Der er bare sindssygt mange ting, der skal gå op i en højere enhed i et moderne familieliv. Og det sker ikke af sig selv – man skal gøre sig umage.

Måske lyder det stramt og kedeligt i dine øre, men faktisk giver faste, gennemtænkte rutiner mulighed for at:
Minimere den mængde tid og mental energi, der skal bruges for at få tingene til at fungere.
Skabe mere nærvær og glæde i de daglige rutiner, fordi du bevidst kan designe rutinerne til at understøtte netop det.
Skabe ro og forudsigelighed i familien, hvilket især børn trives godt med.
Have et ‘skelet’, et udgangspunkt, at planlægge andre aktiviteter ud fra.

Læs om at bruge din energi, der hvor du har indflydelse

Så hvad kan jeg helt konkret gøre?
Når du sætter dig for at justere på hverdagsrutinerne derhjemme, så er det ultra vigtigt, at du er helt konkret. Hvad vil jeg ændre? Hvordan skal det være i stedet?

Ikke: ‘Stå tidligere op’
Men: ‘stå op kl. 05:50 man-fre’.

Eller

Ikke: Hente tidligere
Men: Køre fra job senest kl. 15.50

Med det in mente, gør så følgende:

1. Udvælg et af de fem ankerpunkter at arbejde med. Typisk giver det mest mening at vælge det punkt, der giver anledning til mest frustration eller ærgrelse i hverdagen. For der vil være mest at vinde ved at sætte ind der.

2. Skriv alle aktiviteter/gøremål for det pågældende ankerpunkt ned. Nedskriv alle de ting, som typisk foregår hjemme hos jer på det tidspunkt.

3. Overvej om der er noget, du savner at gøre i forbindelse med det pågældende ankerpunkt. Det kan være, du drømmer om at have tid til at spise morgenmad sammen med ungerne. Eller måske savner du mere tid til at lege med dem om eftermiddagen.

4. Nu skal du tidsestimere alle de aktiviteter, du har skrevet på. Dvs. du skal komme med dit REALISTISKE bud på, hvor lang tid tingene tager i DIN familie.
For kun med realistiske tidsestimater kan du designe rutiner, som fungerer i praksis. Ellers er der overhængende risiko for stress, jag og sure miner.

Tag højde for hvor lang tid tingene tager for lige netop jer. Måske spiser den 7-årige virkelig langsomt, eller den 4-årige kæmper en brav kamp for at undgå flyverdragten. Er I en eller to voksne til at klare ærterne? Det er du nødt til at tage højde for.
Regn hele aktiviteten med i dit tidsestimat. Måske skal skjorten stryges, inden du tager den på, eller der skal googles opskrift og købes ind inden madlavning.

5. Nu skal puslespillet finpudses. Regn sammen, om der er tid nok til alle de aktiviteter du har listet. Hvis der er, så er det bare om at begynde at praktisere rutinerne:-)

6. Hvis der ikke er tid nok, skal der luges ud. Hvilke aktiviteter kan helt slettes eller rykkes til andre tidspunkter, hvor der ikke er så meget tidspres? Vær kreativ her!

Gør dig umage for at få tid til aktiviteter, der giver energi og nærvær.

Og gør dig umage for at få tid til aktiviteter, der giver energi og nærvær. Selvom det kan være fristende at droppe fx den fælles morgenmad eller godnathistorien, hvis tiden er knap. Eksempelvis fortalte en enlig mor mig, at hun havde fravalgt sit morgenbad hver anden dag for i stedet at have tid til en kop kaffe i stilhed, inden sønnen vågnede.

Efter denne finpudsning sidder du tilbage med en top-tunet, skræddersyet rutine for det pågældende ankerpunkt i lige netop din familie.

En grundstruktur, der baner vejen for en hverdag, der kører på skinner og skaber grobund for nærvær og glæde.

God fornøjelse!

Få min e-bog: 5 tiltag til en mindre travl hverdag

Om Anne

Anne Stald er gift med Jakob og mor til Filippa og Tobias.

Uddannet cand.merc. med + 15 års erfaring som projekt- og programleder i både den offentlige og private sektor samt certificeret mastercoach i personlig effektivitet.

Driver virksomheden, Anne Stald – Tid til livet, hvor hun hjælper ambitiøse forældre med at skabe et blomstrende familieliv midt i deres travle hverdag. Hun hjælper sine klienter med at strukturere, planlægge og prioritere alle dagens mange gøremål, så der bliver mere tid og energi til det sjove.

Har en mission for at skabe flere smil og nærvær i børnefamilier. Fordi livet med børn er for dyrebart til at lade det drukne i et virvar af praktik og pligter.

Følg Anne på Facebook og Linkedin.

Anne Stald
No Comments Yet

Comments are closed