Måske skulle I have været sydpå i sommerferien og en sommer hjemme i huset eller lejligheden er ikke ligefrem det, du har drømt om. Få her Marie-Louise Rasmussen fra Tummerums gode råd til, hvordan du og din familie kan få en god sommer i Danmark
Af Marie-Louise Rasmussen
Hvordan sikrer du familien en god sommer i Danmark? Det er der ikke en formel på. Men sikkert er det, at Danmark har rigtig meget at byde på. Til inspiration har jeg lavet 4 gode råd til en god sommer i Danmark for hele familien:
1. Danmark, hvor har du meget at byde på:
Ligesom Danmark ligger i superligaen, hvad angår madoplevelser til enhver pengepung, er det samme gældende for overnatninger og oplevelser. Der er så mange fine bed and breakfast, hoteller og oplevelsessteder i Danmark. Brug lidt tid på at sætte dig ind i, hvad forskellige områder kan tilbyde. Her er google og lokale turistinformationer din ven.
2. Oplev nyt:
Ferie i udlandet er tit noget særligt, fordi man møder sjove og passionerede personer, som gør ferien uforglemmelig, det kan være guiden eller hotelejeren, som familien sammen kan mindes langt ind i efteråret og grine af sammen.
Men det er faktisk også muligt i Danmark. Der er masser af ildsjæle, som har et bed and breakfast, laver guidede ture eller serverer mad. Og ét er sikkert, du får ikke en standard oplevelse. Ildsjælene i Danmark gør sig umage og sikrer, at dit getaway bliver noget helt særligt.
Læs mine tre bud på at finde balancen i sommerferien
3. I stedet for at opleve nyt, kan du også genopdage gamle ferieminder:
Holdt du ferie i Danmark som barn? Jeg gjorde. Jeg har holdt mange sommerferier på Samsø og et af de minder, som står mest tydeligt for mig er at cykle blandt marker med køer, ud for at hente kartofler på en idyllisk gård, derefter cykle retur og lave flødekartofler sent om aftenen. De kartofler står i mit hoved som noget fuldstændig magisk. Ens egne barndomsferieminder kan passende blive genopdaget med dine egne børn. Og sådan kan I sammen skabe nye minder.
Få gode ideer til at skabe mere nærhed med dine børn i hverdagen
4. Gratis inspiration:
Der er mange gratis tilbud i hele Danmark, og derfor behøver det ikke være en dyr fornøjelse at holde ferie i Danmark med børn. Strand, skov, legepladser og muligheden for at overnatte på shelterpladser eller i telt mange steder, er oplagt. Og ellers hold øje med den lokale avis eller lokale facebooksider, som ofte reklamerer med de gratis tilbud, der er i lokalområdet. På den måde er man sikret en fed sommer i Danmark i år og kan spare op til næste års charterferie. Win-win.
Rigtig god sommer alle sammen og på snarligt gensyn i sommerlandet.
Om Marie-Louise Rasmussen
Marie Louise ejer virksomheden Tummerum, som bl.a. tilbyder surprise getaways rundt i Danmark til familier og par. Tummerum er eksperter i at finde de særlige steder og oplevelser i Danmark, som passer lige til dig.
På Instagram kan du hos Tummerum blive inspireret til at finde de spændende steder i Danmark.
Du er også velkommen til at kontakte Tummerum og få et godt råd eller dele dine gode råd til de fedeste oplevelser i Danmark på info@tummerum.dk.

