Klumme
Karen Nørøxe har de sidste 7 år som singlemor nydt at kunne gøre alting præcis, som hun selv har villet det. Hun har ingen dårlig samvittighed over lange institutionsdage og bruger sit netværk til ‘flødeskum’ frem for overlevelse
Man skulle tro, det var det letteste i verden at skrive om, hvordan jeg bruger mit netværk til at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg har været singlemor i 7 år, og burde jo derfor vide et og andet! 7 år, Niller!
Men lige så gammelt som ovenstående filmcitat er, lige så gammel er klicheen om singlemoren, der må så grueligt meget igennem og må gå på kompromis med det halve for at få det hele til at hænge sammen. Jeg må indrømme at det faktisk ikke er min oplevelse.
Jeg kan simpelthen ikke finde eksempler på tidspunkter, hvor jeg har været afhængig af mit netværk og ikke har kunnet klare tingene selv. Jo. Selvfølgelig er jeg da glad og taknemmelig for, at farmor træder til en gang i mellem, og mormor og morfar har da også taget deres tørn, men det er ikke lifesaving, det er flødeskum.
Selvfølgelig er jeg da glad og taknemmelig for, at farmor træder til en gang i mellem, og mormor og morfar har da også taget deres tørn, men det er ikke lifesaving, det er flødeskum.
Jeg flyttede til hovedstaden, umiddelbart efter jeg blev alene med min datter. Det vil sige flere hundrede kilometer og to broer fra mine forældre, og min datters far har også altid boet i en anden by. Så alt hverdag med min datter har hængt på mig. Men ærlig talt, den rolle har passet mig fint, og jeg har gjort alting præcis, som jeg har villet det uden indblanding fra nogen andre.
De fleste af mine veninder der har børn og bor i parforhold står også for madpakker, fodboldtøj, forældreintra, lusekæmning, feberdage, børnefødselsdage, legegrupper og alt det andet der kommer med børn. Og jeg har kun et barn. Det er faktisk til at overkomme.
Alt hverdag med min datter har hængt på mig. Men ærlig talt, den rolle har passet mig fint, og jeg har gjort alting præcis, som jeg har villet det uden indblanding fra nogen andre.
Jeg kan godt selv høre at jeg lyder helt vildt privilegeret (forkælet) og pisseirriterende, specielt over for de familier, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Men jeg har aldrig syntes, det var hårdt at være alene.
Hjertekvalerne og sorgen over det forliste forhold, og skammen over at være blevet forladt var virkelig hårdt. Men ikke at være mor og være alene om en baby. Min baby var nem. Hun var for det meste glad og let at aflæse. Vi var kun os to, og jeg havde ikke noget job de første to år, så jeg kiggede bare på hende og indrettede min hverdag efter, hvad hun dikterede.
Jeg havde så selvsagt heller ikke ret mange penge, og mine bekymringer den gang gik mest på, om jeg nogensinde fik et job, og om jeg kunne klare mig, for det jeg havde. I den forbindelse var mit netværk guld værd. Mine veninder har skullet høre på meget vand ud af ørerne snak fra mig om, hvor hårdt jeg havde det, fordi jeg ikke kunne præstere professionelt.
Mine veninder har skullet høre på meget vand ud af ørerne snak fra mig om, hvor hårdt jeg havde det, fordi jeg ikke kunne præstere professionelt.
Jeg holdt ferier i folks sommerhuse, jeg tog på tur med veninder og deres børn, og jeg hang meget ud på lokale legepladser og deltog i gratis arrangementer rundt omkring i København. Jeg har slæbt min datter med til receptioner og alle mulige arrangementer, og hun blev ret hurtigt ekspert i at møde nye mennesker og deltage i voksne sammenhænge uden for meget bøvl.
Da min datter var 2,5 år fik jeg fuldtidsjob og måtte tjekke ind på arbejde hver dag kl 8.30-16, og så kunne jeg godt mærke, at det var lidt svært at få enderne til at nå sammen. Men jeg kan godt lide at arbejde og det var virkelig skønt at få lov at være voksen igen, og ikke mindst at få en rigtig løn ind på kontoen, så det var aldrig et reelt ønske at gå på halv tid.
Jeg har ingen dårlig samvittighed over at aflevere mit barn tidligt og hente hende sent. Hun har været i gode institutioner og elsket at være der, og jeg har været heldig at have en arbejdsplads, hvor jeg sagtens har kunnet tage hende med på dage med snotnæser eller dårlige morgner. Det er klart, at jeg har måttet kalde forstærkning (netværket) ind, når sygedagene er blevet for mange og er gået længere ud end barnets 1. og 2. sygedag, hvilket alligevel har hørt til sjældenhederne.
Jeg har ingen dårlig samvittighed over at aflevere mit barn tidligt og hente hende sent.
Mit netværk af bedsteforældre, venner som barnepiger og legeaftaler bruger jeg mest til det, jeg kalder flødeskum. Altså til biografture, fester uden børn og ”friaftner”. Men jeg er jo også så privilegeret, at jeg har haft hver anden weekend ”fri”, når min datter har været hos sin far. Ja. Vi er kommet dertil i samfundet, hvor jeg tillader mig at kalde det et privilegium at have sin hverdag delt op i lige/ulige uger.
Jeg forstår godt at det kan lyde temmelig provokerende på nogle, for selvfølgelig er det ikke et privilegium for familien at være splittet op, og selvfølgelig har min datter lidt afsavn både i de weekender hun har været hos mig, og de weekender hun har været hos sin far. Det er jeg bestemt ikke stolt af at være skyld i.
Men når nu de voksne har kludret i kærlighedslivet, så vil jeg alligevel vove den påstand, at både min datter og jeg har lært en masse, som har gjort mange andre ting lettere. Hun er f.eks. meget lidt genert, og er ikke bange for at sove ude hos andre. Hun er god til at sige farvel, og god til at mærke savn og sætte ord på det. Og hun har fået udelt opmærksomhed, som det enebarn hun er, hos både mor og far.
Det kan jo både være en styrke og det modsatte, men jeg vælger at se det som en kæmpe styrke, når nu det er sådan. Og jeg har altså fået lov at bestemme min hverdag med hende helt selv, som eneste voksen, og jeg har kunnet lægge mine vinaftner, byture og arbejdsweekender i ulige uger.
Så jeg er helt vildt glad for mit netværk, men jeg bruger dem faktisk ikke så ofte, som jeg troede, jeg ville.
Om Karen Nørøxe
Karen Nørøxe er 41 år, bor på Nørrebro med sin datter Kaisa fra 2011, som hun har været alene med altid. Kaisas far er for nylig blevet en del af familien og flytter snart ind.
Arbejder med fagudvikling og forskning på Den Danske Filmskole.
Du kan læse mere fra Karens hånd på bloggen karensnotebook.dk og opleve hende i liveshowet ”En Pinlig Affære” på Nørrebro Teater med jævne mellemrum.