Klumme
Måske er det gode arbejdsliv ikke et mål, men en rejse i sig selv? Lise Holm Rasmussen reflekterer i denne klumme i to dele over den rejse, hun er på, med at skabe sig det arbejdsliv, hun ønsker. Det er en vej, hvor hun både er snublet over store sten, men også har haft en formidabel udsigt og har plukket smukke blomster undervejs
Af Lise Holm Rasmussen
1. del af 2
Det har været overraskende svært for mig at skrive om, hvorfor jeg har valgt det arbejdsliv, jeg har. For kan jeg tillade mig at skrive om det, når jeg endnu ikke er lykkedes med at skabe det? Kan man overhovedet kalde det et arbejdsliv? Og hvordan lykkes man i det hele taget med sit arbejdsliv? Når man er selvforsørgende, når man elsker sit arbejde eller når andre har glæde af det?
Når jeg læser andre kvinders historier om at lykkes i og med sit arbejdsliv, virker det let. De går muligvis meget igennem, men når de først har fundet den rette hylde, bliver det hele godt ligesom i eventyrene.
Det er ikke sikkert, jeg får alle nuancerne med. For helt ærligt, er det ikke kun, hvis man lever af at sælge glansbilleder, at virkeligheden ser sådan ud? Livet er også, når vi famler os frem, begår fejl og det ikke lykkes. Og selvom vi lander på den rigtige hylde i vores arbejdsliv, fortsætter livet med sine op- og nedture.
Livet er også, når vi famler os frem, begår fejl og det ikke lykkes. Og selvom vi lander på den rigtige hylde i vores arbejdsliv, fortsætter livet med sine op- og nedture.
Det var bare ikke det, jeg havde forestillet mig, da jeg i juli 2017 stoppede på mit daværende arbejde, fordi jeg ville skrue mit liv sammen på en ny måde.
Drømmen om et sammenhængende hverdagsliv
I juli var det to år siden, at jeg stoppede på mit daværende arbejde, fordi jeg drømte om et mere sammenhængende hverdagsliv med mere plads til både at være langsom med min familie, få mit startup handleRUM op at køre og engagere mig i mit lokalområde. Altså uden at skulle løbe stresset rundt.
Det lyder som mange ting på en gang, og det var også lettere sagt end gjort. Tidligt i forløbet valgte jeg således at søge dagpenge, fordi jeg på trods af opsparing havde brug for et mindre undervisningsjob, der kunne finansiere opstartsperioden. Det ville også give en større sikkerhed, hvis en ønsket graviditet blev til noget.
Læs også Lises klumme om deltidsfælden set med fællesskabets øjne
Limbo i et mislykket arbejdsliv
Undervisningsjobbet lod vente på sig, men graviditeten blev hurtigt en realitet. Pludselig skulle jeg derfor balancere projekt ”sammenhængende hverdagsliv” og handleRUM med dagpengeland og en ny graviditet. Graviditeten gik imidlertid til grunde, og det næste halvandet år blev et limbo mellem nye graviditeter, dagpengeland, projekt ”sammenhængende hverdagsliv” og mit startup.
Jeg nød, at jeg nu kunne være langsom med min datter om morgenen. Jeg mærkede engagementet boble i maven, når jeg arbejdede med mit startup, og når mine civile projekter fik medvind. Men det drænede mig for energi og dræbte min virkelyst at skulle ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet”, ligesom at min Start Up var et godt stykke fra at gøre mig selvforsørgende.
Og jeg vidste heller ikke, om det ville lykkes at blive mor til endnu et barn. Faktisk følte jeg mig mislykket, fordi jeg ikke var i stand til at få det hele til at fungere sådan rigtigt.
Jeg følte mig mislykket, fordi jeg ikke var i stand til at få det hele til at fungere sådan rigtigt.
Bagklogskabens klare lys
Lykkeligvis blev jeg i januar i år mor til endnu et barn, og barselstiden har givet mig tid til at reflektere. For måske har jeg ikke kun været en fiasko? Når jeg kigger tilbage, kan jeg nemlig se, at jeg på mange måder har haft det hverdagsliv, jeg drømte om. Jeg har også arbejdet med noget, der har givet mening for mig, og jeg har fundet en vej. Det ligner ikke succes, men måske virkeligheden er ok, selvom den ikke er trykt på glittet papir?
Når jeg kigger tilbage, kan jeg nemlig se, at jeg på mange måder har haft det hverdagsliv, jeg drømte om.
Samtidig er det blevet tydeligere for mig, hvilke valg jeg skal træffe, når min barsel slutter. Jeg skal nemlig ikke tilbage på dagpenge, men koncentrere mig om mit startup. Min mand og jeg har derfor valgt at spænde livremmen ind, så vi kan klare os for min mands løn, og hvad jeg kan tjene på aftenskoleundervisning ved siden af. Det giver mig en følelse af mod, handlekraft og frygt – som om jeg vælger den yderste sti langs skrænten frem for den længere inde i landet.
Hvis (eller når?) jeg snubler, vil der måske være nogle, der siger, at jeg skulle have taget den sikre vej.
Jeg er bange for, at det er dumdristigt, og hvis (eller når?) jeg snubler, vil der måske være nogle, der siger, at jeg skulle have taget den sikre vej. At de godt vidste, at det ville gå galt, eller at jeg ikke ville kunne klare det. Men jeg har besluttet mig for, at jeg nu vil have hele udsigten med.
Men hvorfor tog jeg tilbage i 2017 første skridt ud i dette arbejdsliv?
Det kan du læse om i fortsættelsen på torsdag.
Om Lise Holm Rasmussen
Lise Holm Rasmussen er 34 år gammel, bor i en forstad til København sammen med sin mand og deres to børn på henholdsvis 4 år og 5 måneder.
Byplanlægger, formidler og social iværksætter.
Stifter af handleRUM, hvor hun arbejder med hvordan vi kan engagere mennesker i deres lokalsamfund.
Skriver også blogindlæg på tænkeRUM, hvor hun reflekterer over, hvordan vi kan skabe rum for et mere væredygtigt og fællesskabsorienteret liv i forstaden.