Min rejse gennem arbejdslivet (2 af 2)

Klumme

Måske er det gode arbejdsliv ikke et mål, men en rejse i sig selv? Lise Holm Rasmussen reflekterer i denne klumme i to dele over den rejse, hun er på, med at skabe sig det arbejdsliv, hun ønsker. Det er en vej gennem fuldtidsjob, madfællesskab, barselsnetværk og opstart af virksomhed med et fokus på at være nærværende nu og her

Af Lise Holm Rasmussen

2. del af 2 (Læs første del her)

Som barn elskede jeg, når fritidsaktiviteterne holdt pause henover sommeren. Det gav sådan en dejlig luft i min hverdag, og jeg havde god tid til at lege, nørkle og læse. Jeg elskede blandt andet at fordybe mig i forskellige emner. Det gav mig inspiration til nye lege og små projekter.

Når jeg tænker over det, så har det ikke ændret sig siden den gang: Jeg elsker stadig at have god tid, jeg har brug for at lade op for mig selv ligesom, jeg fordyber mig i forskellige emner og har gang i flere projekter.

En vaskeægte episodiker
Derfor er det måske ikke overraskende, at jeg aldrig rigtig har følt, at jeg passede ind i et almindeligt fuldtidsjob. Selv når kollegaerne har været søde, arbejdsopgaverne overordnet har interesseret mig og der har været rigeligt med anerkendelse, så har det ikke fungeret for mig i længden.

I karrieresprog er jeg en vaskeægte episodiker: En, der efterstræber variation og uafhængighed. Det vidste jeg ikke, at man kunne være – og i mit seneste fuldtidsjob følte jeg mig mest af alt utilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne finde ud af at trives, selvom jeg klarede det godt, fik masser af ros og teknisk set godt kunne få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen på fuldtid.

Jeg drømte om noget andet, men vidste ikke, hvad der skulle til.

Når drømmene spirer
Jeg drømte om noget andet, men vidste ikke, hvad der skulle til. Når jeg kiggede tilbage, var tiden på min kandidatuddannelse dog den perfekte blanding af fordybelse på studiet, arbejde på Københavns Rådhus samt engagement i en midlertidig byhave på Amager. I mellemtiden var jeg imidlertid både blevet husejer, mor til mit ældste barn og hustru – og jeg havde derfor ikke mere den samme frihed hverken tidsmæssigt eller økonomisk.

I sensommeren 2016 blev jeg en del af et lokalt madfællesskab. Og i efteråret fandt jeg på at arrangere en fællesspisning på det lokale plejehjem, hvor de aktive i madfællesskabet kunne lave mad sammen med beboerne. Fællesspisningen blev et rigtig fint arrangement med flot opbakning fra plejehjemmet – og jeg kunne mærke, hvordan det gav mening for mig sådan at sætte i værk. Jeg livede simpelthen op og strålede af virkelyst. Jeg havde fået fat på noget, der var vigtigt for mig. Kunne man leve af det? Tanken begyndte at spire i mig.

Jeg havde fået fat på noget, der var vigtigt for mig. Kunne man leve af det? Tanken begyndte at spire i mig.

Sidst på året faldt jeg tilfældigvis over ordet ”handlerum”. Det var netop det, jeg ville: Skabe et rum for nye handlinger i mit eget hverdags- og arbejdsliv samt skabe rum, der ligesom på plejehjemmet engagerede mennesker og inviterede til nye lokale fællesskaber. Idéen til handleRUM og mit logo med en spirende ramme opstod.

Læs om Gitte, som er selvstændig og ambitiøs på deltid 

Springet
Fuldtidsjobbet havde jeg stadig. Men der skulle ske noget, hvis jeg ikke skulle knække nakken på det. Derudover var det efterhånden også blevet tydeligt for mig, at jeg efterspurgte langt mere frihed, fleksibilitet og selvstændighed/ansvar, end jeg kunne forvente i et almindeligt lønmodtagerjob.

Jeg forsøgte at gå ned i tid, for som jeg sagde til min chef, så ville jeg gerne have tid til at lave nogle sjove ting ved siden af. Ikke underligt, at hun spurgte, om jeg nu havde det rigtige job.

Jeg forsøgte at gå ned i tid, for som jeg sagde til min chef, så ville jeg gerne have tid til at lave nogle sjove ting ved siden af. Ikke underligt, at hun spurgte, om jeg nu havde det rigtige job. Deltid var ikke en mulighed, og jeg begyndte at tænke mig væk. Og da jeg rent faktisk fik tilbudt en deltidsansættelse havde mit iværksætterprojekt handleRUM slået rødder. Jeg måtte simpelthen prøve det af.

Nu står jeg her
Nu nyder jeg min barsel, og når jeg kan komme til det, arbejder jeg på at opbygge mit netværk, pleje mit barselsprojekt ”Barselsnetværk Hvidovre” samt formidle indhold på handleRUM.dk og min blog tænkeRUM.dk. Derudover har jeg skaffet mig noget rugbrødsarbejde i form af aftenskoleundervisning i blandt andet bæredygtig madlavning.

Og så har jeg skærpet fokus i mit startup, så jeg fremadrettet vil løse den form for opgaver, jeg har arbejdet med tidligere: Udvikling af formidlings- og inddragelseskoncepter med fællesskab, sundhed og bæredygtighed som omdrejningspunkt. Det skal gøre det lettere at komme ud over rampen og i dialog med de essentielle kunder.

Læs flere klummer af forældre, der har taget store valg om hverdagen

Hvordan lykkes jeg?
Mit gamle job lærte mig, at det er lige meget, at andre roser dig for din indsats, hvis du ikke selv trives eller ikke selv oplever, at du gør en forskel. Samtidig er det også utilfredsstillende, hvis der ikke er brug for det, du gør eller kan – og ingen derfor vil betale dig for det. Ud fra det perspektiv skal jeg for at lykkes som iværksætter finde ”smørhullet”. Det er der, hvor mine kompetencer, min passion og andres behov møder hinanden

Selvom stien langs skrænten ender blindt eller jeg snubler, så vil jeg stadig lære noget nyt undervejs.

Men hvis jeg ikke finder smørhullet, betyder det omvendt ikke, at jeg mislykkes. For selvom stien langs skrænten ender blindt eller jeg snubler, så vil jeg stadig lære noget nyt undervejs. Og måske jeg kan finde en smutvej gennem krattet, gå tilbage og vælge en anden vej eller bare rejse mig op, børste sandet af knæene og fortsætte.

Og hvem siger desuden, at mit mål eller for den sags skyld den vej, jeg har lyst til at følge, ikke også kan ændre sig? I det perspektiv lykkes jeg netop i mit arbejds- og hverdagsliv, når jeg lytter til mig selv, tager et skridt ad gangen og ikke bare blindt følger et spor.

Derfor tror jeg også, at den store opgave for mig fremadrettet er at øve mig på at være mere nærværende. Jeg skal ikke fortænke det hele, men mærke efter skridt for skridt.

Læs også første del af Lises beretning

Om Lise Holm Rasmussen

Lise Holm Rasmussen er 34 år gammel, bor i en forstad til København sammen med sin mand og deres to børn på henholdsvis 4 år og 5 måneder.

Byplanlægger, formidler og social iværksætter.

Stifter af handleRUM, hvor hun arbejder med hvordan vi kan engagere mennesker i deres lokalsamfund.

Skriver også blogindlæg på tænkeRUM, hvor hun reflekterer over, hvordan vi kan skabe rum for et mere væredygtigt og fællesskabsorienteret liv i forstaden.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

redaktion@balancebaren.dk