Min hverdag. Karen Nørøxe

Min hverdag.

I serien Min hverdag svarer forskellige forældre på de samme spørgsmål om deres hverdag. Meningen er at give et indblik i hvordan andre mødre lever og hvilke udfordringer de oplever og hvad de glæder sig til.  Denne gang er det Balancebarens klummeskribent Karen Nørøxe, som har svaret på spørgsmålene

Fakta om dig:
Jeg hedder Karen Nørøxe, 41 år, bor på Nørrebro i København med min datter Kaisa på snart 8 år. Hende har jeg været alene med altid, men om to måneder flytter hendes far ind hos os, og så starter en hel ny æra i vores liv. Jeg arbejder på Den Danske Filmskole, hvor jeg arbejder med fagudvikling og kunstnerisk udviklingsvirksomhed dvs. forskning på kunstuddannelser. Desuden skriver jeg en gang i mellem på bloggen karensnotebook.dk, og optræder i liveshowet ”En Pinlig Affære” på Nørrebro Teater.

Hvordan ser en typisk hverdag ud hos dig?
Jeg er som regel alene med min datter i hverdagene, så de fleste dage går med at aflevere hende i skole til kl. 8.00, derefter cykler jeg på arbejde, hvor jeg er fra 8.30-16. Så henter jeg barnet igen ca. 16.30/16.45. Vi spiser aftensmad og jeg putter hende kl. 19 (19.30) og så smider jeg mig på sofaen med dårlig samvittighed, over ikke at igangsætte et spændende projekt, de sidste timer inden jeg går i seng kl. ca. 23. Og næste dag starter det hele forfra igen.

Hvad glæder du dig mest til, når du vågner om morgenen?
Det er forskelligt. Nogle gange er det spændende opgaver på arbejdet, andre gange er det ting, jeg har planlagt efter arbejde. Legeaftaler kan også være noget, jeg glæder mig til, enten fordi det giver mig tid om eftermiddagen, eller fordi forældrene er søde, så det også bliver en slags legeaftale for mig.

Hvad er din største hverdagsudfordring lige nu?
Min største hverdagsudfordring lige nu er, at jeg vil det hele. Jeg vil gerne se, hvor langt jeg kan drive det i min nuværende stilling, men drømmer også om at skifte mit job ud med noget andet, og jeg synes ikke, jeg er kreativ nok i min hverdag. Jeg har altid prioriteret højt at skrive, men for tiden er det helt væk. Det stresser mig lidt.

Hvordan oplever du balancen mellem de ting, der betyder noget for dig?
Jeg oplever, at der er stor forskel på mig på arbejde og mig derhjemme sammen med min datter. Jeg forsøger at samle de to ”verdner”, men det går ikke altid lige godt. Jeg vil gerne have en karriere, men den tid, det kræver at lægge i arbejdet, bliver nødvendigvis taget fra familielivet, og det er en høj pris at betale, synes jeg.

Hvad betyder mest for dig i din hverdag?
Det betyder meget for mig at min datter trives. At hun føler, hun er set og prioriteret af sine forældre, og at hun har gode venner, hun kan lege med. Professionelt betyder det meget for mig, at jeg udvikler mig og føler mig udfordret i mit arbejde. Det betyder også virkelig meget for mig, at jeg er kreativ og kan bruge min kreative side i mit job. Og at jeg har gode kolleger!

Hvilke fremtidsdrømme har du?
Jeg drømmer om at finde den der gyldne balance mellem at lave noget jeg er god til og som udfordrer mig, tjene penge nok på det, så jeg ikke skal arbejde hele min datters barndom væk. Jeg vil gerne lære hende, at det betaler sig at gå efter drømmen. Og hvis det hele kunne foregå på en bounty ø et sted i stillehavet, ville det da ikke gøre noget.

Læs også Karens klummer, hvor hun deler sine tanker om balancen i sit liv 

 

No Comments Yet

Comments are closed