Min hverdag. Janni Pilgaard

Min hverdag

I serien Min hverdag svarer forskellige forældre på de samme spørgsmål om deres hverdag. Meningen er at give et indblik i, hvordan andre familier lever, hvilke udfordringer de oplever, og hvad de glæder sig til.  Denne gang er det Balancebarens stifter Janni Pilgaard, som har svaret på spørgsmålene

Fakta om dig
Jeg er 39 år, bor i Aalborg med min mand og vores 3 børn på 11, 7 og 4 år. Jeg er oprindeligt uddannet cand.mag. i dansk og psykologi og har siden taget en diplomuddannelse i journalistik. Jeg arbejder 20 timer om ugen som kommunikationsmedarbejder i Folkekirkens Familiestøtte, som er et socialt projekt i Folkekirken. Jeg var så heldig, at min arbejdsplads lod mig gå ned i tid, så jeg kunne få tid til at starte Balancebaren, som jeg åbnede i april 19.

Hvordan ser en typisk hverdag ud hos dig?
Mine arbejdsdage er ret forskellige, alt efter om jeg møder ind hos Folkekirkens Familiestøtte, eller jeg arbejder på Balancebaren. Fælles er dog, at jeg langt de fleste dage er meget fleksibel både morgen og eftermiddag i modsætning til min mand, der har mere faste arbejdstider og lang transporttid.

Derfor er der meget af hverdagslogistikken, der lander hos mig. Men jeg elsker fleksibiliteten og friheden og er ikke meget for at gå glip af hverken pandekagedag i børnehaven eller forældremøde i 1. klasse, så det passer mig faktisk fint.

Vores hverdage i familien ligner hinanden og er på mange måder meget strukturerede. Vi forlader sjældent matriklen, efter vi er landet om eftermiddagen. Min ældste søn har autisme, og er ikke nem at have med – og da slet ikke efter en lang skoledag, og de to andre er også tit trætte. Så det er nok sådan, det skal være lige nu. Men jeg drømmer nu alligevel om lidt mere spontanitet og socialt liv i hverdagen. (som jeg også har skrevet om her)

Hvad glæder du dig mest til, når du vågner om morgenen?
Det er meget forskelligt. Det kan både være noget arbejdsmæssigt, som er udfordrende eller spændende. F.eks. et interessant interview. Eller det kan være noget i familien.

Men jeg må indrømme, at selvom jeg forsøger at nyde hverdagen, så synes jeg tit, at jeg bliver lidt træt, når vækkeuret ringer, ved tanken om vasketøjet, opdragelsen og ensformigheden i hverdagen. Heldigvis kan jeg de fleste aftener se tilbage på en dag med gode snakke, sjove bemærkninger og tid til at lave noget sammen. Min nyfundne frihed og de lyse aftener hjælper også gevaldigt på det.

Hvad er din største hverdagsudfordring lige nu?
Lige nu er jeg selv ved at finde balancen i at være engageret både på balancebaren, på mit arbejde hos Folkekirkens Familiestøtte og i min familie.

Jeg elsker min nye hverdag, men jeg har nok ikke helt fundet balancen i, hvordan jeg skal fordele min tid og energi. Og så synes jeg det er ret sårbart at bygge noget op fra bunden, og jeg mærker indimellem en usikkerhed over, hvad det egentlig er, jeg har gang i. Men jeg har besluttet mig for at nyde processen og ikke kun fokusere på målet, så det forsøger jeg, alt hvad jeg kan.

Hvordan oplever du balancen mellem de ting, der betyder noget for dig?
Jeg oplever i den grad, at det, at jeg har taget skridtet at gå ned i tid på mit betalte job og samtidig starte noget op, som jeg brænder for, gør, at jeg elsker min hverdag. Jeg får så meget energi af at udvikle på mit eget og se det vokse.

Samtidig har jeg fået meget mere frihed ind i min hverdag, og det var et af mine personlige mål for at omlægge min hverdag. Det nyder jeg virkelig meget, og jeg tænker også, at min familie nyder godt af det overskud, der følger med.

Hvilke fremtidsdrømme har du?
Jeg er netop startet med at udleve en af mine drømme. Nemlig at blive iværksætter og starte noget op for mig selv, og min næste drøm er selvfølgelig, at Balancebaren bliver en succes.

Jeg er i virkeligheden lidt af en drømmer, så jeg har mange mere eller mindre realistiske drømme løbende, og det er bestemt ikke alle, der egner sig til virkeligheden. Men livet er heldigvis langt, og det er skønt at drømme om, hvor Balancebaren mon tager mig med hen.

Jeg er allerede i gang med at drømme om og planlægge, hvad de næste skridt skal være. Men det holder jeg for mig selv lidt endnu.

Læs de andre artikler i serien Min hverdag

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

redaktion@balancebaren.dk