Lokalpolitiker: Jeg kan både være en god mor og en ambitiøs politiker

Lisbeth Lauritsen er medlem af byrådet i Aalborg. Som lokalpolitiker passer hun både et almindeligt job og sit politiske arbejde. Læs her hvilke arbejdsmæssige overvejelser og dilemmaer, det giver, og hvordan Lisbeth navigerer i hverdagen med job, lokalpolitik og en familie med tre børn

Har du fulgt den vej i dit arbejdsliv, du forventede som nyuddannet?

Jeg har sadlet om flere gange – både i mit uddannelsesvalg og hvilke veje jeg har valgt at gå arbejdsmæssigt. Som deltidspolitiker gælder det om at finde en arbejdsgiver, der er indstillet på at give den frihed, der skal til, for at kunne passe begge sine job.

Hvorfor valgte du at gå ind i politik?

Fordi jeg vil være med til at forandre de uretfærdigheder, jeg ser. Jeg er selv opvokset et sted, hvor pengene ikke var mange, og hvor min fars alkoholmisbrug gjorde hverdagen uforudsigelig og usikker. Det gjorde det svært at følge med i skolen og med kammeraternes udvikling – både fagligt og socialt, fordi der hele tiden var noget andet, der styrede min mors fokus derhjemme. Jeg er gået ind i politik for at bekæmpe nogle af de uretfærdigheder, der er forbundet med ulighed i vores samfund. Vi bestemmer ikke selv, hvilken familie vi havner i, så derfor må vi mindske betydningen af familiebaggrund så meget som muligt, så alle har de samme muligheder for at følge netop deres drømme.

Læs om folketingspolitiker Marie Bjerres hverdag med familie i Aalborg og arbejdsliv i Kbh

Har der været nogle overraskelser undervejs? 

Det har overrasket mig, at jeg kan finde uretfærdighederne og tage mine principper og værdier med i alle politik-områder. I øjeblikket sidder jeg på det tekniske område (i By- og Landskabsudvalget), hvor vi bl.a. arbejder med byplanlægning. Det ligger umiddelbart langt fra årsagen til, at jeg gik ind i politik, men f.eks. vores boligpolitik har stor betydning for de små lokalsamfund, hvad enten det er i de mindre byer eller i vores store by, Aalborg.

Hvad har været det vigtigste valg, du har truffet i dit arbejdsliv indtil nu?

At være kommunalpolitiker er forbundet med mange arbejdsmæssige dilemmaer, og det vigtigste valg, man skal træffe er, om man kan overkomme 1,5 job uden chancen for at gøre karriere på sit civile arbejde. Når man er fraværende på sin arbejdsplads 1-2 dage om ugen for at sidde til politiske møder, siger det sig selv, at man ikke står forrest i køen, når det kommer til de mest spændende opgaver eller forfremmelser.

Det vigtigste valg, man skal træffe er, om man kan overkomme 1,5 job uden chancen for at gøre karriere på sit civile arbejde.

Har dine karrieredrømme/ politiske drømme ændret sig, efter du er blevet forælder?

Nej, slet ikke. Det har altid været vigtigt for mig at være med hvor det gælder, og jeg vil gerne vise mine børn, at jeg kan lykkes med både at være en god mor og være en ambitiøs politiker.

Læs om Laura Vilsbæk, som har fået en karriere som bestyrelsesmedlem

Hvordan finder I en god balance i jeres familie mellem familieliv og arbejdsliv/politisk liv?

Vi taler meget sammen om, hvordan vi løser logistik og kærlighed – vi taler om det uge for uge, for der skal være plads til begge dele. Jeg er god til at skille tingene ad, men når der er meget travle perioder, er vi meget bevidste om, at det kun er en overgang – ellers er der ingen af os, der kan overleve i det, for der er virkelig drøn på nogle gange. Eksempelvis når vi lægger kommunens budget i efteråret. Det er nogle hårde måneder for familielivet.

Når der er meget travle perioder, er vi meget bevidste om, at det kun er en overgang – ellers er der ingen af os, der kan overleve i det.

Hvad er dine karrieremæssige/politiske fremtidsplaner eller drømme?

Jeg drømmer om at komme til at leve af politik en dag på den ene eller den anden måde. Men det er jo ikke kun mig selv, det afhænger af. I første omgang er det mit parti, der skal vælge mig som kandidat, og dernæst er det vælgerne, der skal vise mig den tillid, det er, at få lov til at repræsentere dem. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at få lov til at kæmpe videre for retfærdigheden og for det, jeg tror på.

Læs også om Nina, som er drevet af at gøre en forskel i sit job

Om Lisbeth

Lisbeth Lauritsen er 33 år, socialdemokrat, bor i Nørresundby med sin mand og deres tre børn på 2, 5 og 8 år.

Uddannet lærer i Aalborg og har efterfølgende taget en kandidatuddannelse i Uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet.

Arbejder som konsulent hos AOF Nordjylland og er byrådsmedlem i Aalborg Kommune for Socialdemokratiet.

No Comments Yet

Comments are closed