Hvordan holder du møder? Måske foran en skærm lige nu, men ellers i mere eller mindre inspirerende mødelokaler? Få her Mads Halvorsens argumenter for at flytte møder ud på en gåtur
Af Mads Halvorsen
Overvejer du, hvad du vil have ud af et møde, inden I afholder det? Nogle møder kan med fordel rykkes ud af mødelokalet og ud i naturen.
Stanford University har fundet ud af, at hvis man går, så øges ens kreative output med 60%. Helt personligt bliver jeg bedre til at lave forbindelser og være åben overfor idéer. Hvordan kan du så bruge det i forhold til at arbejde med god arbejdslyst og øge trivslen?
Jo altså ud over at du bliver fysisk sundere og dermed også styrker din mentale sundhed, så er en gåtur, mens du udvikler skarpe måder at indarbejde god arbejdslyst på helt idéelt. Så bliver de mere udviklende.
Og her er en lille obs’er til jer der sidder i møder. ’Lederne’ lavede en undersøgelse i 2017, hvor de fandt frem til at deres medlemmer sidder i møde 11,7 timer om ugen og at de kun er tilfredse med resultatet i 26% af møderne. Ingen af tallene bevæger sig i en positiv retning. Damn. Det er ret mange timer, hvor man ikke er helt tilfreds med mødet.
Mit forslag: drist jer ud af det iltfattige mødelokale og bevæg jer langt væk fra lysstofrør der udsender grønligt lys. Tag idégenererings-, netværks- og kaffemøder på farten, hvor solen skinner, fuglene kvidrer, og blodet bruser gennem årerne. Okay, det er også karrikeret, men det er bare supergodt at give møder ben at at gå på, hvis der skal tænkes kreativt. Så længe I husker, at det er et møde, og at I går med et super fokuseret formål, så er der meget at hente i form af bedre og flere idéer samt et helt nyt niveau af åbenhed. Det er dog no go, når mødet handler om at informere, sammenfatte viden eller at tage beslutninger ud fra komplekst materiale.
Føl vinden i håret og mærk hvordan den åbne himmel giver tankerne frit spil.
Når du kommer tilbage, kan du få orden i de noter du har gjort dig undervejs, følge op på det der er blevet aftalt.
Og så er der bare at sige: God tur og god arbejdslyst.