Karrieredrømme: Fra lønmodtager til selvstændig

Rebekka Hviid, som er selvstændig marketingskonsulent fortæller her om, hvordan hun som enlig mor tog springet fra lønmodtager til et liv som selvstændig.

Hvad fik dig til at overveje at blive selvstændig?
Jeg kommer fra en familie, hvor nærmest alle er selvstændig erhvervsdrivende, og selv har jeg flere års erfaring som leder i servicebranchen. Jeg har hele tiden gået med en lille drøm om at blive selvstændig, men ikke vidst, hvad jeg skulle tilbyde.

Jeg har i hele min opvækst set både fordelene og ulemperne ved at være selvstændig. Det, der tiltalte mig mest, var den arbejdsmoral man får for sit arbejde, når det er ens egen virksomhed. De fleksible arbejdstider tiltalte mig også utrolig meget, for som alenemor, så er det en stor fordel.

Fra 1. september 2018 gik jeg selvstændig som freelance marketingskonsulent, samtidig med at jeg havde en fast indtjening fra et deltidsjob.

Læs om Julie, som aldrig vil tilbage til hamsterhjulet igen

Hvorfor blev det lige på det tidspunkt?
Der skete rigtig meget på mit arbejde, og jeg kunne ikke rigtig indfinde mig med det, og så måtte jeg jo finde på noget andet. Tidspunktet passede bare godt til at tage sådan et spring.

Hvordan tog du beslutningen om at gå fra lønmodtager til selvstændig?
Jeg havde en lidt hård periode i foråret 2018 og kom til at nævne overfor kæresten, at jeg burde gå selvstændig. Han kiggede på mig og sagde ”hvorfor gør du det så ikke”. Så var man jo lidt fanget i det  For hvorfor gjorde jeg det ikke bare? Jeg kom med alle mulige undskyldninger. F.eks. at jeg måtte have en ny computer, og den skulle der være penge til. Den undskyldning accepterede han ikke og sagde, at den skulle han nok give. Han spørger så igen ”hvad holder dig nu tilbage?”. Svaret var, at nu var der vel ikke noget, der holdt mig tilbage. Man kan vel sige, at han gav mig et stort, men kærligt puf.

Få 5 trin til at gennemføre den forandring, du ønsker

Hvad gjorde det svært at tage beslutningen?
Manglende is i maven og mod … tror jeg.

Hvilken betydning havde det, at du har en søn og er alene med ham?
Når man står alene med alle regninger og har et barn, så er det jo ikke, fordi man bare kan leve af havregrød en hel måned, hvis indtægten er lille en måned. Man har forpligtelser på en anden måde, sådan føler jeg det i hvert fald. Så ”sikkerhedsnettet” har altid været vigtigt for mig.

Er det, du frygtede, sket i virkeligheden?
Jeg frygtede jo, at økonomien ikke vil løbe rundt, at jeg ikke kunne få nogen kunder, men det er ikke sket. Jeg har hele tiden haft nogle faste arbejdstimer hos en arbejdsgiver ved siden af, som en sikkerhed for indtægt. Den har jo ikke været stor, men det er gået fint. Man kan sige, at det, jeg har haft som primære indtægtskilder, har dækket udgifterne, og virksomheden har givet ”lommepengene”.

Jeg frygtede også at komme til at arbejde alt for meget, og selvom jeg arbejder meget har jeg givet mig selv den regel, at jeg ikke arbejder mellem 16-20, for der vil jeg være tilstede med min søn.

Har du nogensinde fortrudt? (bare et øjeblik?)
NEJ.

Hvordan hænger din karriere sammen med dit familieliv?
Der er ingen tvivl om, at jeg har arbejdet utrolig meget siden jeg startede (mere end et fuldtidsjob), men jeg føler samtidig, at jeg har haft mere tid til min søn. Nu har jeg jo også en norsk kæreste, som bor i Norge, og den måde jeg efterhånden har bygget min lille virksomhed op på, giver mig også mere frihed til at kunne være fleksibel omkring tiden med ham. Jeg ser det i hvert fald som en luksus, at jeg kan tage en frokost inde i byen sammen med ham, når han er her en hverdag.

Læs om hvordan du bliver effektiv med planlægning 

Hvad er dine karrieremæssige fremtidsplaner?
Fra 1. december 2019 gik jeg fuldtids-selvstændig, og det var en stor milepæl! Planen de næste 5 år er at have så meget tid som muligt sammen med min søn, mens han er lille – jeg kan altid arbejde mere, når han bliver ældre og ikke gider sin mor mere, hvis det er det, jeg vil til den tid.

Jeg har ikke planer om at blive en stor virksomhed med flere ansatte. Planen er at skabe en sund lille virksomhed, som passer ind i mit privatliv.

Om Rebekka Hviid

Bor i Aalborg med sin søn på 7 år og har en kæreste, som bor i Norge.

Uddannet handelsassistent med speciale i marketing og e-handel og socialmediemanager.

Er selvstændig marketingskonsulent i virksomheden Rebekkahviid.dk, hvor hun hjælper mindre virksomheder med marketing.

Følg hendes arbejde på Facebook

No Comments Yet

Comments are closed