karrieredrømme – drevet af at gøre en forskel i verden

Nina Caroline Hjorth har et højere energiniveau end de fleste. Hun er direktør for strategi og merkedsudvikling i en canadisk brændselscellevirksomhed med mange rejser til følge, mor til to, og så har hun i øvrigt lige gennemført en triatlon. Læs om Ninas arbejdsliv og hverdag

Har du fulgt den vej i dit arbejdsliv, du forventede som nyuddannet?

Nej overhovedet ikke. Da jeg var nyuddannet i juni 2008 som 24-årig, stod jeg med min datter Freya som var 2,5 md. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med min karriere, jeg skulle bare ud og tjene nogle penge, så jeg kunne forsørge Freya.

Før jeg blev mor til Freya, var det faktisk min plan at skulle tage min Master i Turisme eller Marketing i Australien og efterfølgende rejse jorden rundt, indtil jeg blev træt af det.

Når jeg ikke var på studie, tjente jeg penge som tjener på Cafeministeriet i Aalborg og som bartender på Hr. Nielsen i Jomfruanegade om natten (og festede nok størstedelen op igen). Jeg havde ikke så mange andre karriereplaner udover at ville se hele verden og have det sjovt.

Jeg ville som så mange andre unge mennesker gerne arbejde med noget meningsfuldt og drømte om, at jeg efter Australien skulle rejse til Sydamerika og undervise i engelsk og kommunikation og i sidste ende ville jeg tjene penge nok til at åbne en strandcafe på en ”bounty ø” og leve det simple liv langt væk fra den materialistiske verden, som jeg på det tidspunkt slet ikke kunne identificere mig selv med. Det der trivielle liv med 8-16 job, villa, vovse, ægtefælle og børn var slet ikke noget for mig. Jeg var en fri fugl og drømte om at lade livet føre mig stille og roligt rundt i verden og se alle aspekter af den….

Så blev jeg mor
Men så blev jeg mor til det smukkeste lille væsen, og dermed ændrede mine planer sig fuldstændigt. Pludselig stod jeg der med det største ansvar, man kunne få og skulle sammen med min daværende mand forsørge Freya. Derfor smed jeg alle planer væk og gik i ”eksekveringsmode”.

Jeg kom aldrig til Australien og fik heller ikke min Masteruddannelse, som jeg drømte om, vinkede farvel til drømmen om en strandcafe på en bounty ø og tog i stedet det første job, der bød sig til og sendte min lille baby på kun 5,5 md i vuggestue og startede som Telemarketing Konsulent. Det havde jeg så alligevel aldrig valgt at gøre den dag i dag!

Det var for at tale rent ud af posen, det værste job, jeg overhovedet kan forestille mig at have. Ingen fleksibilitet i forhold til familieliv. Konstant pres på at opnå x antal kald på en dag, x antal møder og fuld overvågning hele tiden. Men vi skulle bruge pengene, så jeg holdt ud i et halvt år, hvorefter jeg traf valget om at sige op. For nok skulle vi kunne forsørge vores datter, men hvad hjalp det, hvis vi alle sammen mistrivedes.

Jeg vinkede farvel til drømmen om en strandcafe på en bounty ø og tog i stedet det første job, der bød sig til,

Jeg er dog rimelig overbevist om, at alle de valg vi tager, lærer os noget, og om ikke andet så har jeg lovet mig selv at forsøge altid at have tålmodighed, når en ”irriterende” telefonsælger ringer.

Heldigvis fik jeg hurtigt et nyt job hvor jeg implementerede ”eco-drive” flådestyringsløsninger for Falck hos bus- og lastbilsoperatører i Danmark og Norge. Jeg elskede at være med til at sætte retningen sammen med kunden, blive enige om hvor meget CO2 der kunne og skulle spares, udarbejde en plan for at nå i mål, analysere de forskellige interessenter, håndtere dem og få dem med om bord på projektet, overkomme forhindringer og i sidste ende styre projektet succesfuldt i mål. Dernæst, nyde afslutningen og så hoppe ombord på det næste spændende projekt.

Nu er jeg så hos Ballard, hvor jeg har været siden 2012, og her har jeg faktisk haft mange forskellige roller. Jeg startede i forretningsudvikling og har siden bygget forskellige afdelinger op i virksomheden herunder en HR, Kvalitets-, Marketing-, Strategi- og Markedsudviklingsafdeling.

Har der været nogle overraskelser undervejs?

2 postkort som Nina bruger som ledestjerner. De symboliserer hendes store drømme og kærligheden til familien.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at der har været overraskelser, for vejen frem har ikke altid stået helt klar for mig. Jeg har måske i højere grad opdaget, hvor meget jeg elsker at visualisere, planlægge og bygge op. Og det som man elsker, er man som regel ret god til. I Ballard har jeg virkelig fået lov at sætte mine evner her i spil til at identificere en udfordring eller en mulighed, analysere driverne bag samt konsekvenserne eller potentialet, få skabt overblikket, sætte nogle mål, lægge en plan og så eksekvere og etablere.

Det er fedt efterhånden at være blevet mere bevidst om, hvad der giver mig mest energi og bruge det til at sikre, at jeg får udført mine driftsopgaver, samtidig med at jeg får tilfredsstillet mit behov for ”nye” udfordringer.

Hvad har været det vigtigste valg, du har truffet i dit arbejdsliv indtil nu?
At være tro mod den jeg er i mit arbejde. Jeg har brugt en del år på at tænke, at jeg skulle tilpasse mig og forbedre mig for at passe ind.

Jeg arbejder i en ret teknisk verden, men det betyder ikke, jeg behøver at være en teknisk specialist – det har jeg en masse skønne kollegaer, der er. Jeg arbejder også i en businessverden, som stadig er lidt mandsdomineret (især i nogle af de markeder vi målretter vores teknologi), og jeg har brugt en del tid på at tænke over, hvordan jeg kunne passe mere ind i den verden som kvinde. Burde jeg være den søde og følsomme kvinde eller en stereotyp businesskvinde med spidse albuer, som ikke finder sig i noget fis fra nogen mand. Men det har vist sig, at jeg nok i virkeligheden ikke har behøvet at bevise noget, bare fordi jeg er en kvinde.

Jeg er jo i virkeligheden bare en til tider kluntet bonderøv fra Moseby i Nordjylland, som nogle gange godt kan lide at gå i høje hæle og nederdel og andre gange sneaks og afslappede bukser, dyrke en masse sport, og som har et ekstremt energiniveau og et målrettet drive for at gøre en forskel i verden og opnå nogle stærke resultater. Yes, jeg er fra Moseby og de Nordjyder der læser med her ville nok tænke, at det ikke ligefrem er noget at flage med😉.

Og sandheden er, at jeg faktisk har haft mest succes og gode oplevelser i mit arbejde, når jeg har slappet af med at være den, jeg var og hvilet i, at de kompetencer, jeg har, er gode nok. Altså jeg er 100% af den overbevisning, at man altid kan udvikle sig, men jeg har lovet mig selv at huske på, at jeg er, hvor jeg er, fordi jeg er den, jeg er, og jeg er pissegod til det, jeg laver. Punktum!

Læs om Linnéa, som investerer for at få frihed 

Hvad optager dig lige nu i dit arbejdsliv?
Lige nu optager det mig en hel del, hvordan vi styrer virksomheden og medarbejderne sikkert og trygt igennem COVID-19 situationen og samtidig opnår de vækstresultater, som vi har sat os for.

Jeg har en række nye medarbejdere på teamet, som er startet, mens vi har været i lock-down og arbejdet hjemmefra, og det har fyldt rigtig meget for mig at forsøge at give dem så god en opstart som mulig, og at de kunne føle sig som en del af teamet på trods af ”social distancing” kravene. Heldigvis har vi som virksomhed været hurtige til at omstille os til digital drift.

Endelig er jeg meget opmærksom på, hvordan den politiske dagsorden ser ud post-COVID især med henblik på den grønne omstilling og opbakningen til udrulning af nul-emissionsteknologier som vores teknologi.

Har dine karrieredrømme ændret sig efter du er blevet mor?
Mine drømme har jo faktisk ændret sig en del, efter jeg fik Freya. Fra drømmen om det simple liv på en bounty-ø og beach bar til ”business-life og villa i Støvring. Det liv, jeg har i dag, lå altså ikke i kortene, da jeg som 23-årig gik fra det vilde studieliv og serverede drinks i Jomfru Ane gade til at blive mor og starte det liv, jeg indtil da slet ikke kunne identificere mig med.

Lær hvordan du ændrer dit perspektiv og bliver gladere for din hverdag

Hvordan hænger dit arbejdsliv sammen med dit familieliv?
Det vil være rigtig forkert at påstå, at det altid hænger sammen. I perioder hænger det bedre sammen end andre. Jeg har rejst rigtig meget både i forbindelse med mit arbejde rundt i Europa og til Vancouver og i forbindelse med mit studie på ESADE i Barcelona. Der har været år, hvor min familie i den grad har måttet lide under mine karrierevalg.

Nøglen til at få det til at hænge sammen ligger i forventningsafstemningen derhjemme. Jeg har en helt fantastisk mand, som i den grad tager sin tørn derhjemme. Da jeg fik muligheden for at udleve min MBA-drøm kiggede vi hinanden dybt i øjnene og blev enige om, hvordan vi skulle klare det og hvornår vi skulle råbe op, hvis det blev for meget. OG en vigtig detalje, vi havde indlagt en midt-vejs kærestetur til New York.

Nøglen til at få det til at hænge sammen ligger i forventningsafstemningen derhjemme.

Undervejs var det sindsygt hårdt. Jeg sov næsten ikke i de 20 måneder, og det gjorde vanvittigt ondt indeni at skulle sige godnat til mine grædende børn næsten hver måned, som ikke ville have, at jeg tog afsted, for at stå op 3.30 om morgenen og først se dem 5 dage senere. Men Søren klarede tingene derhjemme som en ægte superfar og mand, og når jeg ringede hjem, var de altid glade, og han var bare generelt rigtig god til at bekræfte mig i, at jeg var en fantastisk mor, og at vi nok skulle klare det her. Han er familiens klippe, og når jeg en gang imellem væltede undervejs, hev han mig op, og vi kom så meget stærkere ud på den anden side.

Læs om hvordan Laura kom i gang med bestyrelsesarbejde 

Rejser og afsavn er bagsiden af medaljen
Rejsearbejdet og afsavnet er helt klart den store bagside af medaljen. Men jeg har, udover hvis jeg har været på rejse, altid kunnet deltage i alle aktiviteter med mine børn. Jeg har enormt fleksible arbejdstider, og i og med at jeg ofte arbejder om aftenen, da Canada som regel er på der, kan jeg ofte gå tidligere for at hygge med børnene.

Lige nu hvor jeg sidder på hjemmekontor meget af tiden, kan jeg lægge hyggepauser ind med børnene i løbet af dagen, når de kommer hjem fra skole, hvis mødekalenderen tillader det. Jeg har ikke rejst siden 12. februar i år pga. COVID-19, og der er lange udsigter til, hvornår vi igen begynder at kunne rejse. Men det bliver aldrig det samme igen. Samfundet og forretningsverdenen har ændret sig for good, er jeg sikker på. Digitale møder er ofte så meget mere effektive og ikke mindst bæredygtige både økonomisk og miljømæssigt. Så på trods af alle de udfordringer COVID-19 har bragt med sig, så har det åbnet en mulighed for, at man kan skabe mere balance i familielivet med færre rejser og mere hjemmearbejde.

Læs også om Mathilde, der gik fra selvstændig til studerende for at finde balancen

Hvad er dine karrieremæssige fremtidsplaner eller drømme?
Lige nu handler det for mig om at gøre en forskel med de muligheder jeg har fået, de evner jeg er blevet givet, og dem jeg har udviklet undervejs. Det fylder meget i mig, hvad jeg kan gøre for at sikre, at det vi efterlader til vores børn og deres børn er værd at overtage.

Det handler både om planeten og hvordan vi passer på den, men det handler i høj grad også om, hvordan jeg kan være med til at bidrage til et rummeligt samfund, hvor der er plads til forskelligheder og forskellige syn på tingene. Men jeg har nu gjort det klart for min familie, mine venner og min chef at en skønne dag, når børnene er fløjet fra reden, så siger jeg hasta luego og flytter til en bounty-ø og åbner min strandcafe og lever det simple liv med sand mellem tæerne og højt til himlen

Om Nina

Nina Caroline Hjorth er 36 år, gift med Søren, Mor til Freya på 12 år og Marius på 7 år og bor i Støvring syd for Aalborg.

Director, Strategy and Market Development hos Canadiske Ballard Power Systems, hvor hun arbejder ud fra det europæiske hovedkontor i Hobro. Ballard er verdens førende leverandør af brændselsceller, som er en nul-emmissions teknologi, der bruger hydrogen som brændsel for at generere strøm til at drive applikationer som busser, lastbiler, skibe, tog, biler og stationære systemer.

Uddannet Bachelor i international Virksomhedskommunikation med Spansk og IT som hovedfag fra AAU i 2008 og har siden taget en HD i Organisation og Ledelse på AAU afsluttet 2013. Senest har hun afsluttet en Executive MBA fra ESADE Business & Law School i Barcelona, Spanien i april 2019.

No Comments Yet

Comments are closed