Jul uden stress

Julegaveindkøb, bagning, julekalendere i tv og masser af arrangementer er ikke ligefrem opskriften på en jul uden stress. December herhjemme er godt pakket, og det er (igen) kommet bag på mig

Af Janni Pilgaard

Juleklip i skolen, luciaoptog i børnehaven, juletræsfest til dans og juleafslutning til håndbold og diverse julefrokoster. Derudover gaveindkøb og julekalendre i TV, som udskyder putningen.

Der tælles ned til d. 24. december, som er den deadline, som skal nåes. Og samtidig skal den helt almindelige hverdag jo også køre med madpakker, vasketøj, skole, fritidsaktiviteter og arbejde.

Det gør, at jeg løber stærkt. Alt for stærkt.

Og det var ikke det, som var meningen. Det var ikke de forestillinger, jeg havde tilbage i oktober og november om roen, hyggen, lyset og traditionerne i december. Hvordan er det endt sådan her igen? For jeg får løbende flash backs til sidste år, hvor december var lige så travl og jeg også tænkte at næste år, så …

Læs om at finde balancen mellem spontanitet og struktur

Naturen indbyder til ro og refleksion
Julen bringer budskaber om fred, kærlighed, og håb. Naturen er stille og i ro. Bladene er faldet af træerne, og frosten sørger for, at al liv er i dvale, og der er kun få timers dagslys.

Alt sammen noget, der indbyder til, at vi skruer ned for tempoet, sparrer lidt på energien og reflekterer over julens budskab.

Men hvad gør vi? Vi skruer op for det hele, og gør december til årets travleste måned.

Men hvad gør vi? Vi skruer op for det hele, og gør december til årets travleste måned.

I (de gode?) gamle dage i landbrugssamfundet fulgte arbejdsåret naturens gang. Arbejdsdagene var kortere om vinteren, og man gik ind, når det mørknede. Sådan er det ikke i dag. Nu holder vi samme struktur på hverdagen hele året rundt og forventer, at vi har samme mængde energi hele året. Og så skruer vi lige lidt mere op for travlheden i den måned, hvor dagene er allerkortest.

Læs hvordan Mette og Kristian har forladt hverdagens travlhed og er rejst ud i verden

Hvordan slipper man ud af travlheden?
I fredags var jeg så træt, at jeg sov hele formiddagen, hvor jeg egentlig skulle have arbejdet. Og jeg tænkte ved mig selv, at det da også var utroligt, så lidt der skal til for at slå mig ud. Men når jeg ser på programmet, og sammenholder det med årstiden, forventningerne og to-do listen, så er det nok ikke så underligt.

Men hvordan slipper man så ud af det? Jeg ved det simpelthen ikke. På Instagram har jeg fået gode råd til en jul uden stress om at sige nej, være bedre til at planlægge og sænke forventningerne.

Læs hvordan en oplevelse sidste år i december var med til at kickstarte ideen om Balancebaren

Selvfølgelig kan man skrue ned for ambitionerne og sige nej til diverse arrangementer. Men det er ikke så ligetil, når ens børn glæder sig til juletræsfesten i danseforeningen og juleafslutningen til håndbold, og familien også gerne vil se os. Men det må da kunne lade sig gøre.

Hvordan, må jeg i gang med at undersøge, så jeg (forhåbentlig) kan få en mere fredfyldt december næste år, hvor juleaften ikke føles som en deadline. For i år nåede jeg det (heller) ikke.

Om Janni Pilgaard

Janni Pilgaard er 39 år, bor i Aalborg med sin mand Mads og deres tre børn på 11, 7 og 4 år.

Uddannet cand.mag. og fagjournalist. Stifter af Balancebaren og arbejder derudover med kommunikation i et socialt udviklingsprojekt i Folkekirken.

Lær Janni bedre at kende ved at connecte på LinkedIn eller følg med på Balancebarens Instagram.

No Comments Yet

Comments are closed