30 timers arbejde på 4 dage om ugen. Løn som et fuldtidsjob. Og ingen nedgradering på trods af deltid. Lyder det som en drøm? Det er det ikke hos IT-virksomheden IIH Nordic, hvor alle medarbejdere de seneste to år har arbejdet 20% mindre til samme løn
IIH Nordic er en af de første større virksomheder i verden, som har eksperimenteret med at sætte arbejdstiden ned til 30 timer for alle medarbejdere.
Grundlægger og administrerende direktør Henrik Stenmann fik ideen for fem år siden, fordi han oplevede, at både han selv og flere medarbejdere ønskede mindre travlhed og mere tid. Siden har virksomheden arbejdet med at øge effektiviteten for på den måde at få frigivet tid til, at medarbejderne kunne få en ekstra fridag om ugen.
I løbet af de 5 år har virksomheden forsøgt sig med over 100 forskellige tiltag, der skulle øge effektiviteten i hverdagen og mindske spildtiden.
Læs også Gitte Stounbergs klumme om at være ambitiøs selvstændig på deltid
Kortere møder og uforstyrret arbejde
De største og mest effektive tiltag er blandt andet nye retningslinjer for mails og møder. Møderne er i dag kortere (20 eller 45 min) og bedre forberedt, og så foregår de stort set altid efter frokost, hvor medarbejdernes effektive arbejdsevne er mindre end om formiddagen. Det tiltag har sparret virksomheden, som har ca. 50 medarbejdere, for arbejdstimer svarende til tre fuldtidsmedarbejdere.
Det tiltag har sparret virksomheden, som har ca. 50 medarbejdere, for arbejdstimer svarende til tre fuldtidsmedarbejdere.
Derudover har man indført arbejdsteknikken Pomodoro, som indebærer, at man arbejder koncentreret og uforstyrret i 25 minutter, hvorefter man holder 5 minutters pause.
Teknikken kræver, at rammerne er til det, så man kan undgå at blive forstyrret i de 25 minutter. En mail, der popper op, er nok til at bryde koncentrationen. Hos IIH Nordic håndterer man det med høretelefoner og lamper med rødt og grønt lys, der viser, om medarbejderen må forstyrres.
Øget omsætning og gladere medarbejdere
De forskellige tiltag har resulteret i, at virksomheden efter to år med 4 dages arbejdsuge kan konstatere at:
- Produktiviteten er øget med 43%
- Omsætningen er steget med 71%
- Medarbejdertrivslen er stegt med over 70%, og virksomheden er kåret som Danmarks bedste Mindre IT Arbejdsplads to år i træk.
- Sygefraværet er faldet fra 3,4 % til 1,7 %
Læs Sarah Blicher-Kochs debatindlæg om hvordan Performance-Danmark har fokus på tid
Er det for alle?
Det lyder som en ren solskinshistorie, som resten af samfundet uden videre burde efterfølge. Men det er dog ikke så ligetil. For det første har det taget tid at ændre vanerne og kulturen i virksomheden, og det kræver en enorm opbakning og villighed til forandring hos medarbejderne.
For det andet er medarbejderne i IIH Nordic vidensarbejdere, hvis arbejde kan effektiviseres i modsætning til jobs, som kræver tilstedeværelse, som f.eks. buschauffører, pædagoger og butiksansatte.
Men jeg tror, at vi er mange, som hilser nye tanker om arbejdstid velkomment, og jeg håber, at eksperimentet hos IIH Nordic medfører, at vi generelt begynder at se på arbejdstid på en ny måde. Ikke fordi alle skal gøre som IIH Nordic, men for at gøre op med overbevisningen om, at et arbejde udføres mandag til fredag 8-16, selvom vi måske ikke alle sammen trives med det, og ikke alle jobs udføres bedst på denne måde.

Forfatter Pernille Garde Abildgaard har fulgt IIH Nordic i en længere periode og undersøgt eksperimentet. Det har hun gjort godt og nuanceret med fokus på både fordele og ulemper i processen. Du kan læse om processen og meget mere om de metoder, IIH Nordic har brugt til at effektivisere og skabe mere tid i bogen ”Manden der knuste kalenderen for at gøre sine medarbejdere lykkelige”.
Læs også mere om eksperimentet her.
Artiklen er skrevet på baggrund af de to kilder.