Klumme
Andelen af kvindelige ledere i Danmark er lav, men hvorfor? Og hvorfor taler vi ikke med hinanden om vores ambitioner? Jane Østergaard Davidsen har lederambitioner, og hun synes, vi skal være bedre til at tro på os selv og tale om vores ambitioner. Læs hendes tanker her
Af Jane Østergaard Davidsen
Ved du godt, at Danmark har den laveste andel af kvindelige ledere i Norden? Og det til trods for at kvinder har ganske udmærkede lederegenskaber. Måske endda til tider bedre end deres mandlige modstykker. Men hvad er årsagen til den lave andel? Ønsker kvinder ikke at være ledere? Eller har kvinder lederambitioner? Jeg er faktisk i tvivl.
Når jeg kigger på de kvinder, jeg selv har i mit netværk og har stiftet bekendtskab med gennem mit liv, så er der faktisk ikke ret mange af dem, der har udtalt en stor lyst til at fungere som leder. Måske er det, fordi det heller ikke er noget, vi som sådan har talt om. Det er måske generelt ikke noget, kvinder taler en masse om.
Det synes jeg, vi skal lave om på! Jeg synes, vi skal tale meget mere om lysten og interessen for at være leder, hvis man er kvinde. Eller generelt bare i forhold til, at kvinder gerne vil frem i verden. Også selvom der er nogle børn og en mand hjemme i privaten.
Jeg synes, vi skal tale meget mere om lysten og interessen for at være leder, hvis man er kvinde. Eller generelt bare i forhold til, at kvinder gerne vil frem i verden.
Personligt tror jeg, at den manglende interesse ligger i tanker om, om det er det værd i forhold til hvor meget tid og energi, man kommer til at bruge på det.
Som nyuddannet i 2008 anede jeg ikke, hvilken vej jeg skulle gå. Så da der dukkede en mulighed som personalekoordinator op, slog jeg til. Jeg anede ikke, hvad jeg sagde ja til. Det endte dog med at blive det bedste job, jeg til dato har haft, og der, hvor kimen til min ambition om at være leder, sneg sig ind.
Jeg skulle være koordinator for ca. 60 sæsonansatte i et gammelt tivoli, hvor tingene havde været, som de plejede de sidste mange år. Der skulle laves vagtplaner og hjælpes til med drift. I min jobbeskrivelse stod der også, at jeg skulle fungere som coach.
Jeg fandt ud af, at det der med at ‘bestemme’ og guide og lede andre faldt mig ret naturligt. Det der med at tage teten og sætte en dagsorden for, hvad der skal ske, det var jeg faktisk ret god til.
Senere blev jeg leder i en virksomhed med 5 ansatte under mig, og jeg fandt ud af, at jeg var god til det. Jeg var og er en god leder. Jeg er god til at snakke med folk. Jeg lytter og er forstående og meget empatisk. Jeg er heller ikke bange for at sige tingene, som de er, men jeg ved, at man skal gøre tingene ordentligt. Det er altid vigtigt at være ordentlig.
Det er måske ikke det mest naturlige at sætte fokus på alt det, man er god til. Det er ikke altid komfortabelt at tale om egne evner og bedrifter. Måske er man – især som kvinde – bange for at komme til at virke selvoptaget? Måske har vi en tendens til at nedjustere egne evner eller simpelthen glemme at fokusere på det, vi er gode til?
Det er ikke altid komfortabelt at tale om egne evner og bedrifter. Måske er man – især som kvinde – bange for at komme til at virke selvoptaget?
Alle de personlighedstests, jeg har været igennem i mit arbejdsliv, har givet udslag på et højt D (dominerende). Her kan man vælge den positive eller den negative indgangsvinkel – jeg vælger den positive!
De sidste år har min karriere ikke været sporet ind på ledelse. Jeg havde en dårlig oplevelse som projektleder, hvor jeg ikke fik løn, og det endte i en retssag. Det gjorde, at jeg havde brug for en periode med mindre ansvar.
Men jeg vil være leder igen. Engang. Jeg kan mærke, at jeg ikke er færdig med det. Og jeg ved, at jeg er god til det. Jeg ved også, at den dag det går i opfyldelse, så vil der igen blive skåret på tidskontoen med familien, og arbejdsdagene vil blive længere. Det er jeg afklaret med, det kan jeg leve med. Det er det valg, jeg har taget, og den drøm jeg gerne vil prøve at fange.
Hvorfor skal man ikke satse stort og være med at skalere andelen af kvindelige ledere opad?
Hvorfor skal man ikke satse stort og være med at skalere andelen af kvindelige ledere opad? Det handler om at tro på egne evner og ikke være bange for at have ambitioner. Fra nu af vil jeg begynde at snakke meget mere om mit ønske om at blive leder. Hvem ved, måske støder man på en bekendt eller ubekendt, som lige står og mangler sådan en som mig.
Om skribenten

Jane Østergaard Davidsen er 38 år, bor i Aalborg med sin mand og deres datter på 3 år.
Hun arbejder som jobcenterrådgiver i Aalborg Kommune og er uddannet cand.mag. i engelsk, markedsføring og turisme.
Du kan følge Jane på instagramprofilen @worldofjane