Sommertema
Hverdagslykke er i fokus på Balancebaren hen over sommeren. For når vi træder lidt ud af hverdagen og holder ferie, så er det oplagt at se sin hverdag lidt udefra og reflektere over, hvad der egentlig gør os glade i vores hverdag
af Janni Pilgaard
Sommerferien ligger foran os. Vi har glædet os længe og set frem til de lyse nætter, rosé i solen og børn der leger ude. Ferie er fantastisk, men det skal helst ikke være sådan, at vi glæder os så meget til ferie, at hverdagen mere er en nedtælling og et kapløb mod ferien, end det er dage, vi er glade for. For hverdagene det er nu engang dem, der er flest af, og der skal helst være glimt af lykke ikke kun i ferien, men også til hverdag.
For hverdagene det er nu engang dem, der er flest af, og der skal helst være glimt af lykke ikke kun i ferien, men også til hverdag.
Det er vigtigt at koble af i sommerferien og forlade hverdagens trummerum, men det er også en oplagt chance for at reflektere over hverdagen, både fordi vi ofte har lidt mere overskud til at reflektere, og fordi det ofte er lettere at reflektere over hverdagen, når man ikke står midt i den.
Og derfor kommer sommeren til at handle om hverdagslykke og hverdagsglæde her på Balancebaren.
Læs om at nyde sommeren i Danmark
Jeg har bedt 5 kvinder færdiggøre en række sætninger om hverdagslykke. Formålet er at sætte gang i refleksioner om, hvornår vi egentlig føler os glade eller måske ligefrem lykkelige i vores hverdag. Når vi ved, hvad hverdagslykke er for os, så er det nemmere at gå efter de momenter, når hverdagen er tilbage.
Når vi ved, hvad hverdagslykke er for os, så er det nemmere at gå efter de momenter, når hverdagen er tilbage.
En af de sætninger I kan høre forskellige endelser på hen over sommeren er:
Hverdagslykke for mig er… og her kan du høre mine endelser på den:
- at vågne glad om morgenen og kunne vække mine børn uden stress og jag, og vi kommer godt ud af døren.
- at jeg lander herhjemme (eller på en cafe med en medselvstændig) igen med udsigt til at arbejde med noget, der rykker min lille forretning.
- at der er tid i løbet af dagen til, at jeg gør noget for mig selv, om det så er en badetur,
- en snak der giver mig energi eller bare tid til at stirre lidt ud i luften.
- at der er tid og ro til at hygge os sammen, når jeg har fået børnene hjem.
- at der er tid og overskud til snak og hygge med min mand
Jeg håber, du har lyst til at følge med og måske også selv reflektere over, hvad en lykkelig hverdag er for dig.
Hvis du har lyst til at dele din hverdagslykke til inspiration for os andre, kan du gøre det på Instagram under hashtagget #minlykkeligedag. Du kan også besvare spørgsmålene i din story ved hjælp af billedet herunder. Tag gerne @Balancebaren.
Billede til brug i Stories
Gem billedet på din telefon og upload det til stories i Instagram med dine svar

Billede til brug i opslag
Gem billedet på din telefon og upload som et opslag i Instagram og skriv dit svar i teksten.
