Hverdagen er lidt roligere her

Fællesskab, fællesspisning og frihed for børnene er nogle af de ting, Christina Kjær Møller fremhæver ved hverdagen i et bofælleskab i en forstad til Aalborg. Læs her hvorfor Christina elsker den boform

Af Janni Pilgaard

”Det bedste ved at bo her er, at det er nemt. Det er nemt at have børn her. Ikke at vi ikke også har travlt, men jeg tror bare, at hverdagen er lidt roligere her. Der er ikke ulvetime, fordi børnene bare kan gå ud, og der er mange andre børn, de kan være sammen med. Og det med fællesspisning er også noget, der letter vore hverdag,” fortæller Christina over en kop kaffe i køkkenet i hus nr. 87 i Bofællesskabet i Gug.

Christina, hendes mand Anders og deres to børn har boet i bofællesskabet i fire år. Da de overvejede at få børn, begyndte de samtidig at overveje at flytte fra den lille lejlighed, hvor de havde boet som studerende.

”Vi snakkede om hus, men jeg syntes virkelig ikke. at tanken om at skulle flytte i hus var god. Jeg ville gerne, at der kunne være en eller anden garanti for, at der var nogen, der ville blande sig i mit liv udover min mand og vores kommende børn.”

Fælleskab i hverdagen og gode værdier
Anders havde en kollega, som boede i bofællesskabet, og mens Christina, allerede da hun hørte om bofællesskabet, var meget interesseret, var Anders mere skeptisk overfor boformen. Men en dag tog de forbi, så bofælleskabet og drak en øl på kollegaens terrasse. Senere så de på et hus, som endte med at blive solgt internt, men efter at have besøgt stedet flere gange og snakket med beboerne vidste de, at det var det, de ville.

”Følelsen var både rent egoistisk, at jeg bare rigtig gerne ville have nogle mennesker i min hverdag, og så kunne vi også se nogle rigtig gode værdier i forhold til vores børn,” fortæller Christina.

Følelsen var både rent egoistisk, at jeg bare rigtig gerne ville have nogle mennesker i min hverdag, og så kunne vi også se nogle rigtig gode værdier i forhold til vores børn

Børnene lærer at være en del af et fælleskab
Bofællesskabet ligger på toppen af en bakke på en skrånende grund med masser af træer, legeområder, stor køkkenhave, bålplads, høns og kaniner. Der er udsigt ud over marker til den ene side, og byen ligger til den anden side.

”Det er enormt trygt for børnene at være her. Man behøver ikke at have så mange restriktioner, og her er så mange mennesker, de kan være trygge ved. Det var noget af det, som blev tydeligt for os.”

Det er enormt trygt for børnene at være her. Man behøver ikke at have så mange restriktioner, og her er så mange mennesker, de kan være trygge ved.

Christina oplever også, at børnene er gode til at tage den tilgang med ud i resten af deres verden.

”Det er virkelig dejligt at se at mine børn tør bruge andre mennesker og ikke forskanser sig. Det, tror jeg, kan hjælpe dem på den lange bane. Det kunne være fedt, hvis man kunne pege på os forældre og sige, at det er fordi vi har været mega gode, men det tror jeg bare ikke er tilfældet. Det er de her omgivelser, den frihed vi har kunnet give dem, og den tillid de har fået til andre mennesker af at bo her.”

Børnene lærer at være en del af et større fællesskab, når de deltager i de månedlige arbejdsweekender og skal tage hensyn til hinanden i hverdagen. Og så lærer de ikke at være kræsne.

”Vi får lækker mad, for dem der laver mad har tid til at lave det. Det er virkelig skønt. Inden vi flyttede fik vi ovnfritter, når det skulle være nemt, det får vi ikke særlig tit længere. Og børnene spiser det, der bliver serveret, ” siger Christina

Diskussioner giver nye perspektiver
De 22 huse i bofællesskabet er ejerboliger og det tilhørende fælleshus og udenomsarealerne er fælles for alle beboere. Der er fællespisning de aftener, der er nogen som melder sig til at lave mad og fælles arbejdsweekend en gang om måneden.

Hver 3. måned er der kvartalsmøder, hvor ting som indkøb af fælles ting, betaling af forskellige udgifter, fældning af træer osv. bliver drøftet og besluttet. Det kan være træge beslutningsprocesser, og det er noget af det, der kan skræmme nogen. Christina ser det dog som noget positivt.

”Der er masser af ting, der kan diskuteres og bliver diskuteret. Men det, synes jeg, er sjovt. Nogle gange kommer der nogle argumenter, som jeg slet ikke selv havde tænkt på, og selvom det måske ikke er noget, jeg er enig i, så giver det en indsigt i, at sådan kan verden også se ud. Det kan jeg godt lide.”

Energien i fællesskabet går op og ned
Selvom Christina elsker at være en del af fællesskabet, oplevede hun sidste år en periode, at det var svært at bevare begejstringen, da der af forskellige årsager var en del udskiftning i bofællesskabet.

”Der havde jeg det sådan, at det gider jeg ikke mere. Men i et fællesskab går det altid lidt op og ned med energien, og når energien er nede, så er der altid nogle, der lige tænker, kom nu gør vi noget, og så sker der noget igen.”

Bofælleskab er for flere, end dem der tror det
Christina oplever ofte, når hun fortæller, at hun bor i et bofællesskab, at mange ikke mener, at det er noget for dem.

”Jeg tror, det er for mange flere, end dem der tror det. Jeg hører tit folk sige: ‘Det er ikke noget for os. Vi vil gerne bestemme selv.’ Men jeg synes jo lige præcis, at man kan få lov til at være lige så privat, som man vil. Og der er en accept af, at i et levet liv går det op og ned, og der bliver ikke set skævt til en, hvis man ikke er så deltagende i en periode.”

Jeg hører tit folk sige: ‘Det er ikke noget for os. Vi vil gerne bestemme selv.’ Men jeg synes jo lige præcis, at man kan få lov til at være lige så privat, som man vil.

For Anders og Christina er det den helt rigtige boform. De er fornylig flyttet fra ét hus i bofællesskabet til et andet større og har ingen planer om at flytte andre steder hen.

”Vi snakker tit om, at vi er rigtig glade for at bo her, og at vi sætter pris på det, vi kan give børnene. Det lever fuldt ud op til forventningerne. Faktisk er det meget bedre at bo her, end vi havde regnet med.” slutter Christina.

Læs også mine tanker om mere fællesskab i hverdagen