Guide: Få råd til dine drømme

Stopper du også dine drømme med et ”Det har jeg ikke råd til”,? Så læs med her, hvor Carina Svendsen giver dig en en guide til, hvordan du kan få råd til dine drømme

Af Carina Svendsen

Få råd til dine drømme

Drømme er skønne og dejlige at have. Vores fantasi sætter gang i billederne på vores drømme, og vores følelser giver os lov til at mærke, hvordan det ville føles, hvis drømmen gik i opfyldelse.

Én af de ting, der kan spænde ben for dig, inden du overhovedet er kommet i gang med at gå efter din drøm, er penge. Når du drømmer stort, kan du komme til at tænke, at din drøm umuligt kan gå i opfyldelse, fordi det vil kræve en masse penge. Allerede her stopper mange med at gå efter deres drømme, fordi tanken om penge bliver en endegyldig mental stopklods. Men hvad nu hvis det slet ikke behøver at være sådan?

For at få råd til dine drømme er det vigtigt, at du kigger på flere ting – og ikke kun på din nuværende saldo i netbanken.

Læs hvorfor det er svært at følge dine drømme 

Step 1: Er drømmen din egen?

Nogle gange adopterer vi drømme fra andre. Vi hører om et skønt sted, nogen har været. Vi mærker deres begejstring, når de fortæller om oplevelsen. Hvis de så ovenikøbet taler om, at det er en drøm, der endelig gik i opfyldelse, så er vi for alvor forført – uden at det overhovedet behøver at være din egen drøm. Tjek med dig selv, om den drøm, du har, virkelig er din egen og ikke påvirkninger fra andre. Ellers ender du op med at jagte noget, som slet ikke føles berigende eller givende, når det går i opfyldelse.

Step 2: Tjek dine smagsløg

Det er her, du bliver helt konkret med, hvad din drøm egentlig handler om. Hvis du drømmer om en rundrejse i Australien, så begynd at kigge efter oplevelser du gerne vil have, og steder du gerne vil bo. Kig på billeder og mærk, hvad der fylder dig med begejstring, og hvor du tænker, at det bare er okay. Det er hverken rigtigt eller forkert at vælge luksus- eller backpack-versionen af din drøm. Det vigtigste er, hvad DU har lyst til.

Læs Pias klumme om at nedbringe familiens gæld for at få råd til drømmene

Step 3: Sæt pris på din drøm

Når først du er blevet bevidst om, hvad du har lyst til, så er det på tide at finde priser. Det er her rigtig mange stopper med at gå videre med deres drøm. De tjekker prisen og vurderer hurtigt, at det er alt for dyrt og aldrig vil kunne lade sig gøre – og det er rigtig ærgerligt, for de er stadig kun i den indledende fase med at gå efter deres drøm.

Find priserne på de ting, som din drøm indeholder. Og find så flere prisalternativer, så du giver dig selv noget at vælge imellem. Vær ikke bange for at justere på dine ønsker, hvis du mærker behovet for det. Pas på med at blive for fastlåst og tænke, at noget kun kan gøres på én bestemt måde. Der er mange veje til samme mål.

Step 4: Planlægning skal der til

Nu har du styr på elementerne i din drøm, og du ved, hvad det koster. Nu er det på tide at omsætte det til en konkret plan:

Navngiv din opsparingskonto
Opret en opsparingskonto til din drøm, så du holder den adskilt fra dine øvrige konti. Omdøb kontoen til et navn, der motiverer og begejstrer dig, når du ser navnet i din netbank.

Gør plads i dit budget
Vær kreativ når du gennemgår dit budget for at gøre plads til opsparingen til din drøm. Er der udgifter, som du lige nu bruger penge på, som betyder mindre for dig, end at din drøm går i opfyldelse? Hvis du har svært ved at finde pengene i dit nuværende budget, så skal du se på nye indtægtsmuligheder. Kan du sælge noget? Kan du tage et ekstraarbejde i en periode? Giv dig selv lov til at finde minimum 5 mulige indtægtskilder, så du tvinger din hjerne til at tænke i nye løsninger.

Per automatik
Sørg for, at der automatisk bliver overført penge til din opsparingskonto hver måned. Det vil holde din motivation oppe, når du kan se saldoen stige løbende i din netbank.

Hold nallerne væk
Det kan være fristende lige at låne lidt fra din opsparingskonto, efterhånden som saldoen vokser. Det er her, navnet på kontoen kommer til at hjælpe dig, for det bliver nemmere for dig ikke at nappe et par tusinde kroner til nye jeans, når du ved, at det betyder, at du udskyder din drøm. Husk på, at din opsparingskonto har et helt særligt formål – nemlig at du endelig får den her drøm opfyldt.

Læs hvordan Linnéa investerer sig til en frihed og tryghed

Step 5: Den søde ventetid

Det er her, du virkelig kan blive udfordret. Vi lever i en verden, hvor vi kan få adgang til det hele nu. Vi kan jo bare låne os til drømmen og så betale tilbage senere. Jeg har intet imod lån, men der er én ting, som vi har overset, hvis vi ender med at låne til alle vores drømme.

Du når simpelthen ikke at suge drømmen helt til dig, ind i alle dine celler, at lade drømmen lande dybt i dig. Du giver ikke dig selv tid nok til virkelig at glæde dig. At se på billederne igen og igen af de steder du skal besøge, eller den smukke ting, du drømmer om. Du straffer dig selv ubevidst ved ikke at give dig tid til forventningens glæde, hvis du bliver utålmodig og kun fokuserer på, hvordan du med det samme kan få råd til dine drømme.

Skab en bevidst hverdag uden hamsterhjul

Step 6: Fejringen af dig

Nu er det nu. Du har set din drøm for dig. Du har lagt en plan, som du er gået benhårdt efter. Du har givet dig selv lov til at glæde dig, til din drøm gik i opfyldelse. Og nu er den her. Du står i lufthavnen og venter på at komme på flyet. Eller fragtmanden har lige ringet og sagt, at han er på vej. Hvad end din drøm handler om, så er det her øjeblik ikke bare dér, hvor din drøm bliver manifesteret, men også en fejring af dig. Du er nu sådan én, der går efter dine drømme, indtil de er opfyldt – hyld dig selv.

Når du tør sætte ord og følelser på dine drømme, så åbner du op for et helt nyt rum i dig selv med uanede ressourcer. Når din drøm er ægte, og du ikke lader utålmodigheden sejre, så begynder du at omdanne begrænsninger til muligheder.

Giv dig selv tid – livet skal leves, ikke bare overleves.

Om Carina Svendsen

Carina Svendsen har en unik erfaring med penge fra egen gæld kombineret med mere end 10 års arbejdserfaring fra inkassobranchen.

Har sit eget firma Kend Dine Penge, hvor hun rådgiver og underviser mennesker i at få et kærligt forhold til deres penge, så de kan skabe en ny version af deres økonomi med penge nok.

Du kan også følge Carina på Instagram og på hendes podcast Penge-Tanken, der hvor du lytter til dine podcasts.

Carina Svendsen
No Comments Yet

Comments are closed