Da døden bankede på, måtte Sabina Hedegaard og hendes familie revurdere deres drømme, og hverdagen gik fra travlt hamsterhjul til hjemmeskole. Et valg, der bl.a. har kostet et salg af drømmehuset, men heldigvis i stedet har sat gang i nye drømme
Af Sabina Hedegaard
Engang var vi ligesom de fleste. Løb forpustet rundt i hamsterhjulet, mens vi jagtede vores drømme, og havde kun lige indfanget den ene, før vi stakåndet var videre mod den næste.
Tog en uddannelse, fandt et job, købte hus og fik børn. Afleverede børnene og tog på arbejde. Holdt weekend og ordnede hus. Startede forfra mandag. Igen og igen og igen.
Min drøm, fra jeg var helt lille, var gået i opfyldelse. Tænk at være så velsignet at have fået huset, jobbet, manden og børnene. Vi var ikke ulykkelige i hamsterhjulet. Vores drøm ændrede sig bare.
Min drøm, fra jeg var helt lille, var gået i opfyldelse. Tænk at være så velsignet at have fået huset, jobbet, manden og børnene.
For drømme er flyvske og kan forandres på et splitsekund. Ligesom os – Når vi rammes af skrøbelighed.
Ramt af skrøbelighed
Og vi blev ramt. En onsdag aften. En ambulance. En dreng der stoppede med at trække vejret. Min søn. En måned gammel. En skræk for livet.
Barslen med min lille dreng fortsatte, da vi kom friske hjem fra hospitalet, og min store pige på 2,9 startede nogle uger efter i børnehave. Hamsterhjulet fortsatte.
Men ved aflevering i børnehave græd hun, min store pige. Andre gange skreg hun hysterisk, og en enkelt gang var hun helt fattet, mens hun fortalte mig, at hun ville hjem. Hun gjorde alt i hendes magt. Men jeg turde ikke lytte. For jeg kendte ikke til den verden, der omhandler hjemmebørn og fravalg af institution.
Læs også om Julie, der forlod hamsterhjulet for at få mere frihed
Kun hippier kan få råd til det
En kold november aften, med LEGO og legende børn, der fyldte hele stuegulvet, hørte jeg hende i Go’ aften Danmark. Neohippie der gik hjemme med sine børn. Min kæreste og jeg jokede lidt. Sammensatte nogle Excelark og himlede med øjnene.
”Det er nok kun hippier, der kan få råd til det” tænkte vi.
Men den aften, jeg troede, jeg mistede vores dreng, den aften startede noget indeni mig, og tanken om hjemmepasning og hjemmeskole havde sat sig fast i mit sind som en flue fanget i et edderkoppespind.
Jeg havde ondt i maven i hele min barsel, og følte mig mere og mere presset jo nærmere slutningen var på.
Jeg havde ondt i maven i hele min barsel, og følte mig mere og mere presset jo nærmere slutningen var på. Jeg fik det fysisk dårligt i perioder og ønskede bare at stoppe tiden.
Vi snakkede ofte om, hvilken løsning vi kunne finde på, så vi kunne få mere tid med vores børn.
Mavefornemmelsen tog over
En smuk forårsdag i marts skulle jeg til møde angående min opstart på mit job.
Mit drømmejob med utilpassede unge, samt kameler, kænguruer og præriehunde i baghaven og nogle gode kollegaer heriblandt min kæreste. Et sted hvor jeg havde ansvar og fremtidsplaner. Jeg troede virkelig, at jeg skulle være der til min pension.
Men med en lille tyk dreng siddende på armen, gik jeg derind, og mens tårerne trillede ned af kinderne, kom jeg med et hav af dårlige undskyldninger, og så sagde jeg op.
Sådan uden videre. Mavefornemmelsen tog over. Jeg burde have fortalt, at jeg bare gerne ville gå hjemme med vores børn og se dem vokse i stedet for de halvdårlige undskyldninger, jeg kom med.
Læs om Lises rejse til et frit arbejdsliv med plads til både familie og passion
Det koster at få råd til sine drømme
På hjemmefronten måtte vi nu handle. For det koster mere end blot mavefornemmelse at få råd til sine drømme, når det omhandler, at den ene skal være fuldtidsforældre.
Vores totalrenoverede drømmehus, vi havde købt blot 3 år forinden, var der altså ikke plads til på de hundredvis af Excelark, vi prøvede at få til at gå op med kun én indkomst.
Vi måtte sælge, hvis det her projekt ”tid til børnene” skulle lykkedes. Og med et ”til salg skilt” i ligusterhækken hev vi ungerne ud af institution og håbede, at vi ikke blot var faldet ind i en 7 års krise i vores parforhold. For vi var jo lykkelige – der løbende rundt i hamsterhjulet med lungerne tømt for luft. Vi ville jo bare gerne være mere sammen med vores børn.
Målet var i første omgang at få børnene hjem. Skabe en hverdag, hvor de ikke skulle tilbringe al deres vågne tid med mennesker, som bliver betalt for at yde omsorg. Vi ville give dem hele livet på godt og ondt – Sammen med én af os. Vores pejlemærker var familie, nærvær, tid, fordybelse og livsglæde.
Vores drømme fik vokseværk
Det tog os 8 måneder at sælge, og det var alt andet end nærværende. Vi var yderligere 2 måneder i en midlertidig lejlighed, inden vi ramte vores yndlingsplet her midt i skoven, som vi lejer på ubestemt tid.
Et kæmpe hus i egen skov med plads til andre hjemmefamilier på besøg, for midt i processen med at tage børnene hjem, fik vores drømme vokseværk.
Hvad, der startede som en drøm om hjemmepasning, blev til et ønske om at få lov at tilbringe endnu længere tid sammen med børnene, og forhåbentlig kommer vi til at hjemmeskole officielt til næste år, når vores store pige fylder 6 år.
Ungerne kom hjem, økonomien er lige nu stabil, men vores eventyr er først lige begyndt, og jeg er sikker på, at vi skal betræde endnu flere indviklede stier, afskærme os fra voldsomme orkaner og blive gennemblødte i regnvejret.
Læs om hvordan du ændrer dit perspektiv fra hamsterhjul til bevidst hverdag
Tvivl, kaos og kritiske spørgsmål
For det har været de mest afskyelige 8 måneder, hvor vi har kæmpet med og mod vores tanker. Der har været tvivl, økonomisk kaos, udefrakommende undren og kritiske spørgsmål, og hele tiden har vi stået med samfundsnormen hængende over os som en mørk tordensky, der kunne briste hvert øjeblik.
Men hvordan kan noget så rigtigt i maven være forkert, har vi spurgt os selv igen og igen?
Den dag døden bankede på, måtte vi revurdere vores drømme. Vi lukkede langsomt døren bag os, stod alene, forventningsfulde og bange i mørket, mens vi konstruerede en helt ny dør fra bunden, som vi nu med musekridt er ved at passere.
Vi skylder vores kære at have overskud og livsglæde
Jeg har trukket mig som den stabile samfundsborger til fordel for at være fuldtidsmor til to troldeunger på bare fødder løbende rundt i skoven, mens de skaber minder for livet. Sammen med mig, deres far og andre, der har valgt et eventyr lignende vores.
Jeg har været i begge verdener og har nu set, hvad det gør ved (mine) børn og vores familie, at man sætter tempoet ned og kan fordybe sig i livet.
Vi skylder os selv, vores nære og vores børn at have overskud og livsglæde de fleste dage.
Om det så er i hamsterhjulet, i skoven, i kollektivet, i hjemmeskole eller noget helt andet, så er vi nødt til at kunne holde ud at være til stede og møde andre med empati og positivitet frem for negativitet, had og fordomme. Verden kan være et smukt sted, hvis man tør lede efter det.
Det svære er at prioritere og turde satse alt. Men du har et valg. Igen og igen og igen. For man må altid gerne sadle om og vælge forfra.
Du har et valg
Det er helt subjektivt hvilken konstruktion, man befinder sig bedst i. Det er kun dig, der kan mærke efter om du er, hvor du skal være. Det er kun dig, der kan vælge til og fra.
Min erfaring, som gerne må genbruges, men sikkert erfares bedst igennem én selv, er:
Det svære er ikke at finde en løsning, for at realisere sine valg. Der er uendelige mængder af muligheder og løsninger i livet.
Det svære er at prioritere og turde satse alt. Men du har et valg. Igen og igen og igen. For man må altid gerne sadle om og vælge forfra.
Om Sabina Hedegaard
Sabina Hedegaard er 30 år gammel og bor 10 km vest for Herning sammen med sin kæreste og deres to børn på hhv. 2 og snart 5 år.
Sabina er uddannet folkeskolelærer, men hende og hendes kæreste traf et valg om at tage børnene ud af institution for at være sammen med dem selv og lære dem om livet.
Hun fortæller om deres hjemmedage, deres kontroversielle valg og deler ud af sine normkritiske tanker på Instagram