Da Anna Frida Vind blev mor, gik det op for hende, at hun ikke trivedes med samfundets normer om børnepasning og arbejdsliv. Læs om den rejse, hun og hendes familie har været på for at finde hverdagsbalancen
Af Anna Frida Vind
Samfundet præsenterer livet for os som en lang line. Med blikket rettet mod et punkt forude træder du ud og går med faste skridt mod dit mål uden at vakle. Når du kommer frem, kan du ånde lettet op, men spørgsmålet er, om du nød turen derhen, og om du overhovedet føler, du er nået i mål?
Selvom samfundets balancestrategi aldrig har tiltalt mig, så brugte jeg lang tid på at sno mig så kreativt, jeg kunne inden for systemets rammer. Da jeg blev mor gik det dog lige så stille op for mig, at jeg slet ikke trivedes med at balancere i systemet. Rejsen mod at finde vores egen familiebalance er bestemt ikke foregået i lige linje og ind i mellem famler og falder vi stadigvæk.
Da jeg blev mor gik det dog lige så stille op for mig, at jeg slet ikke trivedes med at balancere i systemet.
Var helt klar til familielivet
Jeg gik ind til familielivet uden de store bekymringer. Jeg har været i tvivl om mange ting i mit liv, men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville have en familie.
Da jeg blev gravid med mit første barn, bekymrede det mig derfor ikke, at jeg hverken havde en færdig uddannelse, et fast job, et hus eller en bil. I stedet boede jeg på 14 kvadratmeter sammen med min kæreste i et lille kollektiv, var kun halvvejs med min bachelor i idéhistorie og var på vej til Indien for at tage en uddannelse til gravidyogalærer. For mig, var timingen perfekt.
Min datter blev født og jeg forestillede mig, at vi ligeså stille vendte tilbage til en hverdag med studie og institution efter en dejlig lang barsel.
Læs hvordan du skaber forandring og holder fast
Vi ville leve og ikke bare overleve
Min datter blev dog aldrig glad for at gå i vuggestue, og selvom jeg nød at være i et fagligt inspirerende miljø igen, så overskyggede hendes ubehag glæden ved det, og timerne på læsesal adskilt fra hende føltes meningsløse. Derudover var jeg gravid igen med dertilhørende kvalme og træthed, og det var vinter og mørkt.
Min mand og jeg tog en beslutning om, at vi ville noget mere. Vi ville leve og ikke bare overleve, og det krævede, at vi turde springe ud og håbe, at vi fandt balancen på ny.
På en af de sidste oktoberdage i 2017 kunne vi derfor vinke farvel til Danmark og goddag til Bangkok. Med to rygsække, to småbørn og de to første nætter planlagt, rejste vi ud på fem en halv måneds eventyr.
Verden var fuld af muligheder
For første gang siden min første barsel sluttede, følte jeg mig igen nysgerrig, levende, åben. Verden var fuld af muligheder, og vi kunne gøre nøjagtigt som vi – og vores unger på fire måneder og to år – ville.
Vi spiste altså mange is og drak meget kaffe. Sov lure i hængekøje, spillede kort og læste pixibøger. Kedede os og hyggede os. Gik ture, plaskede i vandet og fik sand mellem tæerne og alle mulige andre steder. Talte og tænkte i flere sammenhængende minutter uden at bekymre os om at komme bagud med aftensmaden eller tøjvasken.
Vores budget var på 500 kroner om dagen og kunne klares ved, at jeg var på SU-barsel, mens min mand fik barselsdagpenge. Vi levede ikke i sus og dus, men vi manglede ingenting, og vi oplevede så meget. Vigtigst af alt oplevede vi, at det var os, der havde nøglen til og ansvaret for vores fælles liv og frihed.
Læs om Mette og Kristian som vil rejse ud i verden med deres børn
En ny hverdag som selvstændig og hjemmepasser
Da vi kom hjem levede jeg videre i en drøm om balance, indtil der tikkede breve ind om plads i børnehave og vuggestue. Da jeg åbnede brevene, åbnede jeg samtidig døren til et sted fyldt af usikkerhed, tvivl og sorg over, at balancen var tippet endnu engang.
Vi måtte starte forfra og finde fodfæste på ny. Denne gang fortsatte jeg det sidste halve års studier med den yngste hjemme, mens den ældste kom i børnehave. Det var langt bedre, end før vi rejste, men det var ikke godt nok.
Da jeg afleverede min sidste opgave, hentede jeg derfor min ældste datter hjem. Vinkede farvel – og måske på gensyn – til universitetet og kastede mig ud i livet som selvstændig yogalærer og hjemmepasser.
Jeg vinkede farvel – og måske på gensyn – til universitetet og kastede mig ud i livet som selvstændig yogalærer og hjemmepasser.
Det sidste år har jeg brugt på at forme og lancere mine yogaforløb for nye og kommende mødre og få min virksomhed op at køre ligeså stille. Det går vanvittigt langsomt, fordi jeg samtidig har ungerne de fleste timer de fleste dage.
Min mand læser til bygningskonstruktør og har derfor en del deadlines og faste timer, han skal til. Hver tirsdag er vi så heldige, at min mor passer pigerne og dermed frigives noget tid til mig, hvor jeg kan undervise og holde kontortid. Og sådan troede vi, at vi endnu engang havde fundet balancen.
Læs hvordan Sabina gik fra hamsterhjul til hjemmeskole
De sidste måneder med Corona har fået os til at reflektere igen
Men så kom corona, og vi blev klogere. Al min yoga blev aflyst, mormor blev hjemme, og min mands undervisning rykkede online og hjem i stuen. Og jeg fandt ud af, at selvom vi har brugt to år på at mærke efter, geare ned og skære ind til benet, så har vi alligevel haft for travlt. De sidste to måneder har givet os tid til endnu engang at reflektere og mærke efter, hvad det egentlig er, vi gerne vil. Hvad der giver os næring, og hvad der dræner os for energi.
Nu ville det jo være dejligt, hvis jeg kunne komme med en færdig plan for vores hverdag, når verden åbner igen, men sagen er den, at jeg ikke ved, hvordan den kommer til at se ud. Det, jeg ved, er, at jeg vil blive ved med insistere på, at der skal være plads til at træde ind i både moderskab, familieliv og arbejdsliv på mange og nye måder.
Læs om Trines karrieredrømme: Voksenjob og kreativitet
Det handler om at ville have et helt liv
Kvinder som mig – og sikkert også som dig, der læser med – beskyldes af og til for at have for travlt og at ville det hele. For at være perfektionister, der kun vil se livets pæne sider og ikke tåler den modgang, det er, når familie- og arbejdslivets forskellige behov støder mod hinanden. Men for mig handler det slet ikke om at ville have det hele; der er tværtimod mange ting, jeg sagtens kan undvære. Det, det handler om, er at have et helt liv.
For mig handler det slet ikke om at ville have det hele; der er tværtimod mange ting, jeg sagtens kan undvære. Det, det handler om, er at have et helt liv.
Et helt liv for mig er et liv, hvor alle medlemmer af min familie – store som små – trives og bliver hørt. Et helt liv er et liv, hvor der er plads til at gøre mig umage både i mit moderskab og i min virksomhed. Et helt liv er et liv, hvor der tages højde for, at livet har forskellige faser med plads til forskellige ting.
At forsøge at skabe et helt og meningsfuldt liv er hverken perfektionistisk eller privilegeret. Det er tværtimod det fineste, vi kan gøre for os selv og vores børn. Men det kræver, at vi holder tungen lige i munden og affinder os med, at vi nogle gange flyver og andre gange falder. Vi finder balancen, mister den, og finder den igen. Og igen.
Om Anna Frida Vind
