Fællesskab frem for hjemmeliv

Klumme

Lange eftermiddage alene med børnene. Det er ikke altid lutter idyl. Men hvad nu, hvis vi istedet mødtes i børnehaven og hang ud om eftermiddagen sammen med de andre forældre og børn? Lise Holm Rasmussen ønsker, at vi kunne bruge hinanden mere i hverdagen

Af Lise Holm Rasmussen

Det er svært ikke at blive påvirket af, hvad jeg i øjeblikket hører om forholdene rundt omkring i nogle børneinstitutioner. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi ville gøre, hvis vores ældres barn ikke trivedes med at gå i institution – og hvornår vi ville gøre noget?

Vi er heldige, at hun er i en rigtig god institution, og vigtigst, at hun trives med at være der – og får en masse ud af det. Jeg synes imidlertid godt, jeg kan mærke, at der – særligt i børnehaven – mangler hænder. Der for synes jeg ikke altid, at institutionslivet er godt nok. Og jeg tænker, om vi som forældre gør det godt nok.

Den satans hjemmepasning
På nettet falder jeg ofte over forældre, de er fortalere for hjemmepasning, (og som synes, at institutionslivet er virkelig skadeligt). På en eller anden måde bliver jeg lidt forført af alt den hjemmepasning (og min mand og jeg er faktisk blevet enige om at udskyde den yngstes institutionsstart nogle måneder) samtidig med, at det også gør mig træt.

Er der tale om et (selvskabt) forventningspres om, at den perfekte forælder selvfølgelig ikke sender sine poder i institution (eller i hvert fald henter dem senest kl. 14?)

Måske jeg ville ønske, at jeg var sådan en, der ville elske at gå hjemme med mine børn? Eller er der tale om et (selvskabt) forventningspres om, at den perfekte forælder selvfølgelig ikke sender sine poder i institution (eller i hvert fald henter dem senest kl. 14?) Jeg kan nemlig godt se, at vores ældste bare trives allerbedst, når vi som forældre har overskud og bruger en masse tid sammen med hende.

Læs også Sarahs klumme om at være hjemmepassende karrieremor

Overskud, engagement og alenetid
Sagen er imidlertid, at vi som forældre ikke altid har overskud – og at mit overskud blandt andet er dybt afhængigt af, at jeg har tid til mig selv og mit professionelle engagement (det økonomiske aspekt springer jeg lige let og elegant henover i denne sammenhæng). Samtidig synes jeg faktisk også, at vores ældste får rigtig mange gode oplevelser og lærer en masse af at gå i institution. SÅ at tage hende hjem vill ikke give mening.

Men hvordan håndterer jeg s barnets institutionsliv? Som det ser ud nu, bliver hun de fleste af ugens dage afleveret sidst på morgenen og hentet midt på eftermiddagen. Men nogle gange virker det lidt skørt, at jeg skynder mig afsted for at hente hende, selvom jeg ikke har så meget at tilbyde hende herhjemme, hvor der ikke er andre at lege med end den lille på 4 måneder. Jeg vil virkelig gerne være sammen med mine børn, men de der eftermiddagstimer alene i hus og have er altså heller ikke super fede.

Jeg vil virkelig gerne være sammen med mine børn, men de der eftermiddagstimer alene i hus og have er altså heller ikke super fede. 

Et lokalt fællesskab
Derfor vender jeg igen og igen tilbage til kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsens bud på mindre dårlig samvittighed som forælder:

“Et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor vi ikke hylder hjemmet som det eneste gode sted for børnene. Hvor vi gør en indsats i børnehaven frem for at styrte ind og hente vores eget barn. Et mere fleksibelt arbejdsmarked, længere åbent i institutionen og lavere boligpriser.”

Karen Hvidtfeldt Madsen Vores Børn Plus 2014

Tænk, hvis jeg i stedet for at hente mine børn hjem kunne hænge ud deres institution?

Tænk, hvis jeg i stedet for at hente mine børn hjem kunne hænge ud deres institution? De ville kunne lege videre med deres venner samtidig med, at jeg var i nærheden klar til at se et trick på rutsjebanen eller til at høre om dagens aktiviteter. Måske kunne jeg få mig en kop kaffe, sludre med en af de andre forældre eller læse avisen?

På den måde kunne jeg være sammen med mine børn samtidig med, at vi var en del af et større fællesskab – og jeg kunne måske endda bidrage til hverdagen i institutionen ved lige at give et nap med i køkkenet eller sørge for at plantekasserne på legepladsen blev vandet? Om aftenen var der måske fællesspisning en gang om ugen, og i det hele taget ville børnene opleve, at vi som forældre var engagerede i deres liv, og at vi kunne være sammen om noget.

I det hele taget ville børnene opleve, at vi som forældre var engagerede i deres liv, og at vi kunne være sammen om noget

Sådanne ideer appelerer i virkeligheden langt mere til mig end at have mine børn herhjemme. Jeg vil hellere bygge et fællesskab op omkring vores hverdag frem for at have et hjemmeliv, som jeg som forælder ikke trives i.

Find andre klummer her

Om Lise Holm Rasmussen

Lise Holm Rasmussen er 34 år gammel, bor i en forstad til København sammen med sin mand og deres to børn på henholdsvis 4 år og 5 måneder.

Byplanlægger, formidler og social iværksætter.

Stifter af handleRUM, hvor hun arbejder med hvordan vi kan engagere mennesker i deres lokalsamfund.

Skriver også blogindlæg på tænkeRUM, hvor hun reflekterer over, hvordan vi kan skabe rum for et mere væredygtigt og fællesskabsorienteret liv i forstaden.

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

redaktion@balancebaren.dk