Klumme
Er det et privilegium at arbejde mindre end 37 timer, og er det overhovedet muligt at finde et spændende job, som ikke er fuld tid, så man også kan prioritere at hente sin børn tidligt i institutionen? Marianne Pihl Larsen deler her sine erfaringer og tanker om det
Af Marianne Pihl Larsen
”Ej hvor er du privilegeret” eller ”Det gad jeg også godt, hvor er du heldig”. Det er nogle af de sætninger, som jeg efterhånden har mødt en hel del gange, når jeg fortæller, at jeg arbejder deltid og derfor kan hente mine børn senest kl 15.
Rent økonomisk har vi plads til, at jeg kan være på deltid. Om det er et privilegium eller en prioritering, det er op til den enkelte at synes. For os har det været en prioritet, at vores børn ikke skal være de første, der skal afleveres i institution og de sidste, der skal hentes. Den beslutning tog jeg allerede i 2014, da jeg gik på barsel med min ældste søn. Og siden jeg forlod mit skrivebord den 11. september 2014, har jeg ikke arbejdet fuld tid (udover de timer man selvfølgelig er på mor-jobbet).
Jeg vil gerne være der for mine børn, når de er små.
Det er det, som har givet balance i vores liv, og det jeg gerne vil. Jeg vil gerne være der for mine børn, når de er små. Jeg vil gerne gå med dem på legepladsen. Jeg vil gerne tage dem med i skoven og hoppe i store bunker af blade. Og jeg gør det. Ikke hver eneste dag, for så glansbilledeagtig skal jeg på ingen måde fremstå. Men jeg gør de ting, og det er noget som gør mig mere glad, end fx 2000 kr ekstra på kontoen hver måned.
Når det så er sagt, så er det altså ikke altid lige sjovt at skulle underholde en på 4½ år og en på knap 2. De har godt nok mere krudt i måsen, end jeg havde forstillet mig. Og nogle gange ønsker jeg mig også på arbejde, hvor der faktisk kan være langt mere fredeligt end derhjemme. Men det er sådan verden nu engang er. Jeg tror på, at jeg gør det bedste for mine børn ved at gøre sådan, som vi gør lige nu. Lige nu er faktisk kodeordet. For lige nu gør vi tingene på én måde, om et halvt år kan tingene se helt anderledes ud. Det er der ingen, der ved.
Jeg besluttede som nævnt allerede i 2014, at jeg gerne ville prioritere mine børn, så længe de var små. Men det er altså nemmere sagt end gjort, for hvordan finder man så et deltidsjob, som er fleksibelt, som giver en fornuftig løn, som har forståelse for barnets første, anden og måske tredje sygedag. Hvor finder jeg en chef, som ikke sidder og kigger på uret om morgenen og skuler til mig, når jeg nu igen ikke formår at indfinde mig på min plads kl. 07.59, men klokken igen blev 08.23, fordi børnene havde en dårlig morgen, og den ene gummistøvle selvfølgelig var væk, så vi ikke kunne komme afsted.
Hvor finder jeg en chef, som ikke sidder og kigger på uret om morgenen og skuler til mig, når jeg nu igen ikke formår at indfinde mig på min plads kl. 07.59
Det lykkedes mig faktisk – af 2 omgange. Så det kan lade sig gøre. Nu står jeg så i den situation, at der er sket en omstrukturering på min arbejdsplads, og jeg derfor er blevet opsagt. Så udover de ovenstående punkter til ønskejobbet, har jeg tilføjet et par ekstra: Max 30 timer om ugen, ikke længere væk end max 20 minutters kørsel og flekstid.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal lede for at få alt det opfyldt. Så derfor har jeg besluttet at lade være. Eller rettere sagt… jeg har besluttet mig for selv at skabe mit eget job og blive iværksætter. Det fortæller jeg om næste gang.
Om skribenten
Marianne Pihl Larsen er 32 år gammel, bor i Silkeborg med sin mand og deres to børn på 4 og 2 1/2 år.
Er uddannet indenfor design og business.
Har netop startet virksomheden Tegnetøsen, hvor hun både illustrerer processer og budskaber for virksomheder og samtidig har et koncept, der hedder Marketing om Demand.
(Foto: Mit Perspektiv)