Klumme
Kunne vi være bedre til at hjælpe hinanden i en travl hverdag, og samtidig have glæde af at dele vores hverdag med flere end dem, der bor indenfor vores egen matrikel? Det drømmer jeg lidt om
Når I skal planlægge hverdagen hjemme hos jer, hvem involverer I så i det? Herhjemme bag vores fire vægge er det min mand og jeg, der sætter os ned med kalenderen, og de dage, det ikke hænger sammen, booker vi vores faste barnepige til at hjælpe os. Og så starter hverdagsræset ellers med jobs, bringe og hente, legeaftaler, fritidsinteresser, aftensmad, madpakker og lange putteseancer, indtil vi puster ud fredag aften.
Jeg forestiller mig, at det er sådan, det – selvfølgelig sat på spidsen – ser ud i rigtig mange familier.
Vi kan sagtens klare det hele selv og behøver ikke at involvere andre i at få hverdagen til at fungere. Men hvad ville det betyde for balancen og overskuddet, hvis vi faktisk hjalp hinanden i hverdagen?
Vi kan sagtens klare det hele selv og behøver ikke at involvere andre i at få hverdagen til at fungere. Men hvad ville det betyde for balancen og overskuddet, hvis vi faktisk hjalp hinanden i hverdagen?
Tidligere var vi mere afhængige af hinanden og indgik naturligt i fællesskab med de mennesker, der omgav os. F.eks. familie og naboer. I dag flytter vi oftere længere væk fra familien, og nabofælleskaber er et tilvalg, hvis vi har lyst til det.
Jeg savner indimellem tiden, før jeg fik børn, hvor mine venner og jeg spontant smuttede forbi hinanden og bare var en del af hinandens hverdag. Nu skal det planlægges, hvis jeg vil se mine veninder. Gerne en del uger frem i tiden, fordi vi alle har travlt med job og familie.
Personligt kan jeg sådan set godt lide, at vi er uafhængige af andre i hverdagen, hvilket jo også er det mest almindelige. Men jeg drømmer alligevel om at være en del af et fællesskab, hvor vi naturligt kunne hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere, og måske samtidig få det sociale samvær naturligt ind i hverdagen.
Jeg forestiller mig, at det kunne være noget med at hente hinandens børn, lave mad til hinanden og hjælpe hinanden med praktiske ting, der kunne få hverdagen til at glide lettere. Jeg synes også, der er noget rart i tanken om at dele hverdagen med flere mennesker, som jeg holder af, i stedet for kun at opdatere sig på hinandens liv over en kop kaffe hver anden måned. Måske kan vi få en nemmere og sjovere hverdag, hvis vi er der mere for hinanden?
Måske kan vi få en nemmere og sjovere hverdag, hvis vi er der mere for hinanden?
Der er faktisk tendenser, der peger på, at flere begynder at søge mod fællesskaberne igen. Men i en ny form, hvor vi ikke nødvendigvis vælger de fællesskaber, vi naturligt er bundet til via familie eller geografi. I stedet tilvælger vi fælleskaber med nogle, vi deler værdier eller interesser med.
Det sker f.eks. i foreninger, hvor vi dyrker fælles interesser, og i bofællesskaber, hvor vi flytter sammen med nogen, som har samme værdier som os selv. Derudover er der faktisk også en undersøgelse, der viser, at flere og flere flytter tilbage til den kommune, hvor de er opvokset, når de selv får børn.
Jeg kommer ikke til at flytte tilbage til min barndomsby, jeg kommer nok heller ikke til at flytte i bofællesskab (selvom ideen tiltaler mig virkelig meget), men jeg ønsker mig mere fællesskab i hverdagen. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg har for travlt til at få det planlagt og arrangeret – og det har alle, jeg kender også.
Følg med hen over den næste uge, hvor jeg taler med to kvinder, der på hver sin måde har valgt et fællesskab til uden for deres egne fire vægge.
Om Janni Pilgaard
Janni Pilgaard er 39 år, bor i Aalborg med sin mand Mads og deres tre børn på 11, 7 og 4 år.
Uddannet cand.mag. og fagjournalist. Stifter af Balancebaren og arbejder derudover med kommunikation i et socialt udviklingsprojekt i Folkekirken.
Lær Janni bedre at kende ved at connecte på LinkedIn eller følg med på Balancebarens Instagram.