En god hverdag under coronakrisen
Skal du også være hjemme de næste uger og jonglere både børn og arbejde hjemmefra? Så skal du læse med her. I denne artikelserie deler jeg forskellige tiltag, der kan hjælpe jer til at få en god hverdag under corona-krisen. Først skal det handle om struktur
Af Janni Pilgaard
I vores normale hverdag er vi vant til en fast struktur for, hvornår vi står op, hvilken rækkefølge vi gør tingene i om morgenen, hvornår vi møder på arbejde osv. Og når vi nu pludselig står med flere uger foran os uden denne struktur, så er vi nødt til at skabe vores egen struktur for dagene.
Fordelene ved at skabe en overordnet ramme for hverdagene hjemme er:
1. Børn elsker struktur. De er trygge, når de ved, hvad der skal ske, og når de hives ud af deres normale hverdag, har de brug for at vi skaber en ny struktur, de kan være trygge i.
2. Strukturen hjælper os til at slippe for en masse konflikter om, hvad vi skal og hvornår. Hvornår skal vi op, hvornår skal vi lave lektier, hvornår skal vi spise osv.
3. Vi voksne har faktisk også selv brug for strukturen, så vi ved, at vi kan nå de ting, vi skal, uden at blive stressede over det, når vi pludselig skal jonglere med både børn og arbejde samtidig hjemmefra.
Læs også artiklen om at forventningsafstemme for at nedbringe konflikter
Sådan griber du det an
Herhjemme satte jeg mig ned med min 8-og 5-årige og fortalte dem, at vi skulle lave hjemmeskole hver dag fra 9-13. Den 8-årige forklarede så alle de ting, som de laver i skolen og vi fik lavet et fint skema med både morgensang, dansk, matematik, idræt osv. Når skolen er slut kl. 13 har vi stilletid/alenetid, hvor alle skal underholde sig selv indtil kl 15. På den måde får jeg et par timer, hvor jeg ikke skal underholde eller servicere og forhåbentlig kan nå lidt arbejde.
Det er selvfølgelig et stort arbejde at køre hjemmeskole 4 timer hver dag med mindre børn. Der skal både findes på aktiviteter og motiveres, og det er svært at nå ret meget arbejde samtidig. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det.
For eksempel kan du med større børn nøjes med at lave faste tidspunkter for lektietid og skærmtid/stilletid, så du også ved, hvornår du kan have ro til at arbejde eller slappe af. Det er som minimum en fordel at have et starttidspunkt på dagen, hvor alle skal være oppe, i tøj og have spist morgenmad, så det ikke bliver en daglig diskussion.
Har du mindre børn kan strukturen eventuelt handle om, at man skal ud på et bestemt tidspunkt, og at måltiderne er faste hver dag. Og eventuelt at der er stilletid hver dag efter frokost.
Læs de andre artikler om en god hverdag under coronakrisen
Vær realistisk og sørg for tid til dig selv
Når du laver strukturen, er det vigtigt, at du er realistisk i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, og at du sikrer, at alles behov dækkes i så høj grad det kan lade sig gøre under omstændighederne. Det gælder i høj grad også dit eget behov for arbejdstid, husligt arbejde og afslapning. En del af strukturen handler også om, hvornår I som forældre afløser hinanden i børnepasningen, så I hver især også kan nå at arbejde.
Og husk så også, at du endelig ikke skal lade dig slå ud, fordi der er modstand på strukturen de første par dage. Det går over, og når først I har vænnet jer til dagens gang, får I en meget lettere hverdag derhjemme.