Det har været skelsættende at turde udfordre mig selv

Nogle mennesker kaster sig ud i store forandringer, mens andre går mere varsomt til værks. Læs om Mette Lyngholm, der egentlig er forsigtig som type, men alligevel har turdet tage nogle store skridt, som har været skelsættende for hende og hendes perspektiv på livet

Af Janni Pilgaard

Mette Lyngholm. Jeg turde udfordre mig selv.

Kender du typen, der vil gøre næsten alt for at undgå at lave fejl? Personen, som er dygtig til strukturere, lave systemer og har et godt overblik? Personen som til gengæld har det svært med at træde ud af sin komfortzone i frygten for at miste kontrollen og lave fejl? Måske er det dig?

Det er i hvert fald en del af Mette Lyngholms beskrivelse af sig selv. Hendes bevidsthed om sig selv som type kommer fra den NLP-uddannelse hun startede på i 2018, efter at have overvejet det i lang tid.

At Mette er netop denne type, er også hendes forklaring på, hvorfor det har taget så lang tid, inden hun gik i gang med uddannelsen, selvom hun har interesseret sig for personlig udvikling i virkelig mange år.

Jeg har været meget frygtstyret og været bange for at miste kontrollen og kaste mig ud i noget, jeg ikke vidste, om jeg kunne klare.

”Jeg har været meget frygtstyret og været bange for at miste kontrollen og kaste mig ud i noget, jeg ikke vidste, om jeg kunne klare. Men jeg havde lysten til at lære mig selv bedre at kende og få en større forståelse for andre mennesker og det relationelle. Og tilsidst overvandt jeg det og startede,” fortæller Mette.

Læs her hvorfor det det er svært at følge sine drømme og bliv mere modig

Lysten til udvikle sig

Mette har arbejdet på den samme arbejdsplads i 20 år. Hun er kontoruddannet og arbejder nu som specialist indenfor HR og rekruttering, hvor hendes evner med strukturering og overblik kommer i spil. Jobbet passer perfekt til hendes type. Alligevel mærkede hun lysten til at udvikle sig og gøre noget for sig selv. Og da hendes børn fik en vis alder, blev der plads til, at hun kunne begynde at se på, hvad der gjorde hende glad.

”Det at starte på NLP-uddannelsen var et stort skridt for sådan en som mig, hvor alt nyt kan være lidt skræmmende. Undervejs havde jeg både lyst til at løbe skrigende bort, og samtidig syntes jeg, at det var mega fedt. Man kommer jo til at se på alle sider af sig selv. Også de mindre pæne,” siger Mette.

Læs om Karen, som var kronisk syg, men blev rask og vil have noget ud af livet 

Frygten for fejl

En af de ting Mette lærte om sig selv under uddannelsen var, at det var hendes egne præstationskrav og frygten for at lave fejl, som gjorde, at hun afholdt sig fra at prøve nye ting.

”Gennem NLP’en har jeg fundet ud af, at når jeg har lyst til at stikke af, så er det, fordi jeg har mistet kontrollen,” fortæller Mette, som derfor siden har arbejdet på at turde udfordre sig selv og kaste sig ud i ting, hun egentlig ikke turde.

Jeg har lært, at det er mit mønster, at når jeg ikke har kontrol, så tænker jeg sådan og tvivler på mig selv

”Jeg blev spurgt, om jeg ville være assistent på det næste hold på NLP-uddannelsen. Det var en svær beslutning, fordi jeg bekymrede mig om, om jeg ville kunne finde ud af det, og om jeg var dygtig nok. Men jeg har lært, at det er mit mønster, at når jeg ikke har kontrol, så tænker jeg sådan og tvivler på mig selv. Og nu har jeg så lært at bruge mit mindset til at fortælle mig selv, at jeg har de ressourcer, jeg har brug for.”

Mette endte med at sige ja til rollen som assistent, og selvfølgelig kunne hun klare det.

Endnu et stort skridt

I sommeren 2019 begyndte Mette at lede efter et sted, hvor hun kunne bruge nogle af de redskaber i praksis, som hun havde lært under uddannelsen. Så da en bekendt foreslog hende at blive frivillig på et krisecenter, slog Mette til, selvom hun egentlig syntes, at målgruppen var for hård for hende.

”Jeg er hoppet ud på det dybe vand, for det er grumt, det de kvinder har oplevet, men jeg er så glad for at være der. Første gang fløj jeg nærmest derfra. Det at kunne gøre så stor en forskel for et andet menneske bare ved at være tilstede, det har været så rørende for mig.”

For Mette fungerer det godt, at hun har et arbejde, hun er god til og føler sig tryg i, samtidig med at hun udvikler sig og prøver nyt ved siden af.

”Det er godt for mig, at jeg har rodfæste på mit job, for det giver mig ro, at jeg ved, at det kan jeg. Så tør jeg bedre at prøve noget nyt ved siden af og turde udfordre mig selv. Men jeg har også taget min udvikling med på mit arbejde, hvor jeg blandt andet har fået en ny opgave med nogle samtaler, hvor jeg kan trække på NLP’en.”

Læs her hvordan du skaber en forandring og fastholder den

En skelsættende forandring

Når vi tror, at en forandring skal ske over en nat, bliver det nemt så stort et skridt, at vi ikke får gjort noget. Men når vi sætter gang i en proces, der langsomt skal skabe de forandringer, vi ønsker, bliver skridtene mindre og mere overskuelige. Sådan har Mette oplevet det, selvom hun også ser tilbage på, at de sidste to år har krævet både mod og tålmodighed. Men det har været det værd, fordi det har givet hende en helt nyt perspektiv på livet.

Det har været så skelsættende for mig at udfordre mig selv og turde stille mig frem og være ligeglad med, hvad andre tænker.”

”Det har bestemt været en rejse, jeg ikke ville være foruden. Jeg er virkelig blevet klog på mange sider af mig selv. Også på hvor vigtigt vores mindset og vores tanker er, og hvordan vi med små redskaber kan få det meget bedre. Det har været så skelsættende for mig at udfordre mig selv og turde stille mig frem og være ligeglad med, hvad andre tænker.”

Læs mere om enneagramtyperne

Om Mette Lyngholm

Mette Lyngholm er 40 år, bor i Brønderslev med sin mand og deres tre børn på 17, 14 og 8 år.

Arbejder som specialist i HR og rekruttering i det offentlige

Uddannet kontorassistent og har en NLP Practitioner uddannelse. Er frivillig på et krisecenter.

No Comments Yet

Comments are closed