Derfor har jeg brug for balancebaren

Klumme

Hvordan bryder man ud af hverdagens hamsterhjul, hvis man ikke trives? Og hvad skal der egentlig til. Jeg har brug for at blive inspireret, og det har du måske også? 

Af Janni Pilgaard

”Hvor er jeg bare glad for, at den julefrokost blev aflyst!” siger min mand Mads. Det er lørdag aften i december. Vi er gået tidligt i seng. Vi er dødtrætte. Det er ikke, fordi jeg ikke er enig, for jeg er nøjagtig lige så træt som ham, men er det virkelig sådan, vi ønsker at leve vores liv? Styrte rundt hele ugen med arbejde, praktiske gøremål og ting med børnene, for derefter at falde om lørdag aften for trætte til at holde fest med vores venner?

Styrte rundt hele ugen med arbejde, praktiske gøremål og ting med børnene, for derefter at falde om lørdag aften for trætte til at holde fest med vores venner?

Det er ikke første gang, jeg tænker over hverdagens hamsterhjul, og om det egentlig er sådan, jeg ønsker at bruge mit liv. Jeg har længe tænkt på, hvordan jeg mon kan indrette mig, så jeg ikke behøver passe ind i de faste strukturer, hvor hver dag er ens, hvor jeg stort set altid føler mig bagud, og der er nogle andre, der bestemmer over min tid.

Men det er ikke så ligetil. De fleste jeg kender, lever på samme måde, som vi gør i min familie. Nogle trives bedre med det end andre. Men manglende tid til at mødes med veninderne, ophobning af vasketøj og stram tidsstyring har vi til fælles.

Og jeg oplever, at travlheden, balancen og ambitionerne – både for karrieren og familien – er noget af det, jeg snakker allermest med mine veninder og andre forældre om.

Og jeg oplever, at travlheden, balancen og ambitionerne – både for karrieren og familien – er noget af det, jeg snakker allermest med mine veninder og andre forældre om.

Jeg besluttede mig derfor for at undersøge, hvad der skal til, for at jeg kan opleve en bedre balance og en større hverdagsglæde. Og jeg opdagede, at der heldigvis er masser af familier, der har gjort både store og små tiltag, som vi andre kan blive inspireret af. Og da jeg er journalist, fik jeg lyst til også at dele de historier med jer.

Og så kom ideen til Balancebaren. Måske er det ikke kun mig, som har brug for at blive inspireret? Og måske kan min egen vej til en forhåbentlig mere balanceret hverdag med plads til både ambitioner og familieliv også være interessant for andre at følge. Du får i hvert fald muligheden her.

Og nu er jeg i gang. Jeg er gået ned på 20 timer på mit ‘andet’ arbejde. De første historier er indsamlet og skrevet, jeg har en lang liste med ideer og tiltag, som jeg næsten ikke kan vente med at dele med jer.

Slipper jeg så for at være dødtræt lørdag aften fra nu af? Jeg tvivler. Men jeg håber, at den frihed jeg får ved at tilrettelægge mit arbejdsliv anderledes, den faglige glæde jeg føler over at skabe noget for mig selv, og den tid jeg forhåbentlig får til min familie, gør, at jeg kommer til at opleve en balance i mit liv, som gør både mig og min familie det godt.

Skal vi følges på rejsen?

Følg også med på Facebook, hvor alle artikler deles, på LinkedIn, hvor især karrieredelen er i fokus og på Instagram, hvor vi skal tættere på hinandens liv og værdier.

Om Janni Pilgaard

Janni Pilgaard er 39 år, bor i Aalborg med sin mand Mads og deres tre børn på 11, 7 og 4 år.

Uddannet cand.mag. og fagjournalist. Stifter af Balancebaren og arbejder derudover med kommunikation i et socialt udviklingsprojekt i Folkekirken.

Lær Janni bedre at kende ved at connecte på LinkedIn eller følg med på Balancebarens Instagram.