Den hjemmepassende karrierekvinde

Klumme

Kan man passe sit barn hjemme og samtidig have en karriere? Sarah Blicher-Koch siger selv, at hun er opdraget af Performance-Danmark til at tænke karriere på en bestemt måde, men den låste opfattelse af karriere vil hun gerne udfordre

Af Sarah Blicher-Koch

“Forsvinder intellektet fuldstændig, når man er på barsel, eller når man bliver mor?”, læste jeg på de sociale medier en dag. Spørgsmålet er blot én udgave af mange lignende, når det kommer til mødre på barsel. Men det handler jo sjældent om, at vi enten ’tilvælger vores job’ – og deraf ‘fravælger vores børn’, eller at vi ’tilvælger vores børn’ – og deraf ‘fravælger vores job’. Eller værre endnu. “Ikke bruger hjernen”, som jeg desværre også ofte støder på.

Hvor er det uintelligent at snakke sådan. Uvidende. Men udtalelserne lever desværre fint op til Performance-Danmarks store vision om, at jo mere vi arbejder, jo mere er vi værd. I livet prioriterer vi forskelligt, vi træffer valg og fravalg, men vi skal gøre det nemmere for hinanden ikke at være enten/eller, men derimod både/og. For hvem er jeg ellers?

Vi skal gøre det nemmere for hinanden ikke at være enten/eller, men derimod både/og. For hvem er jeg ellers?

Jeg er en del af en småbørnsfamilie. Ja, os som gør livet så ‘besværligt’ for arbejdsmarkedet og lederne i dag. Os, som gerne vil have lov til at være ambitiøse rent fagligt, men som prioriterer vores familieliv og tiden med vores børn højt. Og som vil anerkendes for det.

Jeg har aldrig i mit liv tænkt, at jeg skulle arbejde mindre end fuldtid. Af Performance-Danmark er jeg blevet opdraget til at tænke ‘karriere’ i klassisk forstand. Indtil jeg blev antropolog og senere hen mor.

I dag er jeg 30 år og har fået mit 2. barn for fire måneder siden. Vi har herhjemme lige besluttet, at vores yngste dreng ikke skal i institution, før han fylder to år. “Hvorfor vil du være så uambitiøs?”, spørger nogle mig indirekte, når de hører, at jeg skal hjemmepasse vores yngste barn, til han er to år. Min mand og jeg – heldigvis – lært meget om os selv, om livet og om samfundet, efter vi er blevet forældre, og vi har lært meget om små børn. Var det en nem beslutning? Både giga-ja og semi-nej.

“Hvorfor vil du være så uambitiøs?”, spørger nogle mig indirekte, når de hører, at jeg skal hjemmepasse vores yngste barn, til han er to år.

Ja, fordi det uden tvivl er det helt, helt rigtige for vores barn. Og ja, fordi vi som mor og far ved, at det for os er det helt rigtige valg, fordi vi tænker, vores barn får den bedste start på livet sådan. Det er – for os – det meningsfulde valg.

Nej, fordi vi også er mennesker, der er fagligt ambitiøse og drives mod at gøre en forskel rent arbejdsmæssigt. I høj grad også jeg, som nu primært skal være ‘hjemmepasser, når min barsel er slut til jul. Men igen, her spiller samfundets fordomme mig et gevaldigt puds – enten er man nemlig hjemmepasser/mor eller også er man karriere-minded. Og sikke en gang forstokket vås! Dét perspektiv vil jeg gerne være med til at ændre på.

For hvad så med min karriere – hvad så med mig? Vi vil ikke puttes i kasser herhjemme, vi vil ikke blot lægge os fladt med for nogle samfundsstrukturer, som ikke giver mening. Vi vil gøre, som det giver mening for os og debattere det med folk omkring os – også via skriv som dette. For hvor trænger vi til et opgør med det klassiske karrierebegreb!

Vi vil ikke puttes i kasser herhjemme, vi vil ikke blot lægge os fladt med for nogle samfundsstrukturer, som ikke giver mening.

Enten italesættes det, at man er ‘karrierekvinde’, der ønsker stimuli og faglige input, at ‘bruge sin hjerne’ og udvikle sig under barsel/som mor, eller også ønsker man ‘ikke andet end at bage boller med børnene’. Jeg bliver ærgerlig, fordi jeg synes, vores fornemste opgave er at forstå nuancerne i livet. Og ikke tale hinanden ned.

Vi skal udfordre vores idéer om, at mødre enten er en, der bager boller – hvis man da overhovedet når til det – eller også er en, der tripper for at komme tilbage på arbejde. For hvem er jeg så?

Hende der er antropolog i alle mine vågne timer, eller hende som skal hjemmepasse og være mor? Jeg er jo begge dele, og jeg er pisse ambitiøs på begge fronter, hvis nogen skulle være i tvivl. Fordi der i ordet ‘ambitiøs’ – for mig – ikke hersker en hulens masse arbejdstimer. Vi udøver ikke et bedre bidrag, jo flere timer vi arbejder. Vi udøver et bedre bidrag, når vi gør det, så hele vores liv giver mening.

Hvor har jeg brugt meget krudt i dette indlæg på at indskyde ‘for os’ mange steder – hvorfor mon? Fordi jeg allerede er forberedt på fordommene; at nogle vil tænke; “Jamen siger du så, at vi er dårlige forældre, fordi vores barn kom tidligt i institution?” eller “Jeg elsker at arbejde mange timer, og det vil jeg have lov til” eller “Du kan ikke både være hjemme med dit barn og tillade dig at være ambitiøs rent fagligt”.

Jeg vil gerne udfordre til nuanceringer – og jeg vil gerne kaste vores karrierebegreb, idéen om hvornår man er ambitiøs, op i luften og lade det lande på en helt ny facon.

Jeg vil gerne udfordre til nuanceringer – og jeg vil gerne kaste vores karrierebegreb, idéen om hvornår man er ambitiøs, op i luften og lade det lande på en helt ny facon.

Den hjemmepassende karrierekvinde – jeg har egentlig ikke behov for at blive kategoriseret, for jeg er jo bare mig. men alligevel har jeg, for det er sådan, vi snakker sammen og anerkender hinanden. “Hvad laver du?” spørger vi om. Lige nu er ‘den hjemmepassende karrierekvinde’ måske det bedste bud.

Hvorfor snakker vi egentlig om ‘karriere’ og ikke ‘livskarriere’? Måske jeg er klogere om et par år – det må vi da håbe – og der skal nok komme tiltag af både den ene og den anden art undervejs. Måske handler det mest af alt om vores kulturelle tilgang til, hvornår vi er værdifulde som mennesker – måske er det dér, udfordringen ligger, Performance-Danmark.

Læs også Lises klumme om fællesskab frem for hjemmeliv

Om Sarah Blicher-Koch

Sarah Blicher-Koch er 30 år gammel, bor i Aarhus med sin mand og sine to drenge på henholdsvis  2½ år og 4 måneder.

Er uddannet virksomhedsantropolog og arbejder som selvstændig konsulent med passion for at udfordre strategier, adfærd og kultur.

Er elbilsejer, husrenoveringsentusiast og elsker at rejse.

Driver platformen BLOCH EGÅ med sin mand, hvor både webshop og blog handler om at tænke ud af boksen i forhold til indretning af hverdagen og indretning af boligen.

Følg også Sarah på instagram

7 Comments
  1. Interessant artikel – fedt at du udfordrer nogle begreber, især “Performance-Danmark”, som jeg også er indædt modstander af.

    Jeg sidder tilbage med nogle spørgsmål. Hvordan gør I det her rent praktisk? Du er hjemme samtidig med, at du er selvstændig? Jeg er også selvstændig, og de dage, hvor jeg er hjemme med min datter er der ikke hverken tid eller overskud til seriøst arbejde. Eller går din mand hjemme? Deles I om tjansen og arbejder begge deltid? Hvad er hemmeligheden?

    En anden ting: Det virker som om du og din mand er forholdsvis velstående, rent økonomisk. Måske er det en fordom, fordi jeg oplever, at debatten om hjemme- vs. udepasning ofte er forbeholdt dem, der har råd. Hvad tænker du om det? Kan man klare at gå hjemme, hvis man fx ikke har en partner, der kan hive en høj indkomst hjem?

    Jeg vil slutte med at sige, at jeg reelt er nysgerrig og glæder mig til at høre dine tanker.

  2. Hvor er det opløftende, at der også er andre, der vil udfordre de rigide strukturer, der hersker på arbejdsmarkedet. Jeg er ved at brække mig over det med, at det er antallet af arbejdstimer, der definerer, hvor ambitiøs, man er – hvor er det dog dumt og snævert.

  3. Hej Pernille
    Mange tak for dine gode spørgsmål – som jeg bestemt ikke ser som andet end nysgerrighed! Jeg elsker nysgerrighed, det er sådan, vi bliver klogere, udfordret, kan ændre vaner, skabe mere mening etc. Jeg er faktisk p.t. ved at lave et skriv om noget af det, du spørger til. Det kommer ud via Instagram, når det er klar.

    Men kort sagt, så har jeg før barsel haft job, og nu er jeg på barselsdagpenge. Så p.t. laver jeg ikke konsulentarbejde. Når min barsel slutter til december, fortsætter jeg hjemme med vores søn, men går samtidig selvstændig – dog ud fra det perspektiv, at vi skal leve af min mands indtægt (inkl. mine fradrag). Kommer jeg til at tjene penge på nogle af mine skriv, eller små konsulentopgaver, er det fint, gør jeg ikke, er det også fint. Det var vigtigt for os, at vi gør det her med udgangspunkt i, at vi økonomisk står stabilt uden en indtægt fra min side.

    Ja, det er jo en rigtig interessant “fordom” (om man vil). Vi har mødt den virkelig mange gange, siden vi tog den her beslutning for, ja, vel halvanden-to måneder siden. Det er en af dem, som jeg meget gerne vil uddybe i mit skriv. Men grundlæggende lever vi ud fra en tilgang til penge om at jo mere kontrol, jo større frihed. At valg medfører fravalg. At alt er prioriteter. Vi ved, hvor hver en krone går hen. Det har vi altid været ekstremt bevidste om – fordi det er helt naturligt for os.

    Et par små eksempler. Vi bor i et hus på 120 kvm – og oplever, at det er rigeligt til os, to voksne og to børn. Det er et hus, som på trods af sin beliggenhed 250 meter fra havet, 10 km fra Aarhus C, lå til salg i halvandet år, fordi “ingen andre end os” åbenbart orkede det projekt. Vi har renoveret det nærmest fra bunden – med minimal hjælp fra håndværkere, for ellers havde vi ikke haft råd til at gøre det til det, det er, i dag. Så nu har vi et fantastisk hus, som er meget mere værd, end vi gav for det – og det kommer jo ikke ud af held, men af hårdt arbejde. Vi har aldrig øget vores forbrug ret meget siden vi begge var på SU, hvilket er af væsentlig betydning i hele den her beslutning. Vi har i dag 4500,- pr. måned til mad, husholdningsartikler, lidt takeaway/restaurant og tøj/ting til begge vores to børn. Vi lever både rimelig økologisk, sundt, varieret. Oplever ikke, vi mangler noget. Derudover har vi 800,- hver i lommepenge. Min mand investerer dem primært, mens jeg har et større behov for eks. café med veninder o.l. Vi elsker at rejse, og her prioriterer vi en længere rejse hvert år – så der trækker vi jo af vores opsparing. Vi går op i vores hjem, og hvordan vi ser ud – men vi er fløjtende ligeglade med, hvilke mærker møbler, tøj osv. er stemplet med. 😉 Vores adfærd ift. forbrug af vand, el, varme o.l. i relation til vores hus handler også om at minimere/optimere. Min mand har en rigtig fin løn, ja, men den er heller ikke ekstraordinær på nogen måde. Jeg vil rigtig gerne være med til at skabe et større fokus på vores måder at forbruge – for når vi sænker vores forbrug, får vi bare så vildt mange muligheder. Synes det er et mega spændende felt!

    Men ja, der kommer et længere skriv om lige præcis dét her, så jeg håber, du vil følge med. 🙂
    Kh Sarah

  4. Hej Karen
    Jeg kunne ikke være mere enig – strukturerne er så rigide, og når man samtidig, som jeg, har fået indsigt i tilpas meget strategisk og arbejdsmæssig bullshit på det danske arbejdsmarked (ud fra projekter som antropolog i virksomheder og organisationer), så giver det bare slet ikke mening! Dejligt ikke at være alene. 🙂
    Kh Sarah