Deltidsfælden set med fællesskabets briller

Klumme

Lise Holm Rasmussen stiller spørgsmålstegn ved, om vi kun bidrager (nok) til samfundet, når vi har et fuldtidsjob. For hvem skal tage tørnen i fodboldklubben eller tage chancen som iværksætter, hvis vi alle sammen er på arbejde? 

Af Lise Holm Rasmussen

For nogle år siden fulgte jeg med i en debat om udfordringerne ved, at kvinder vælger deltid. På den ene side stod en mor, der gerne ville hente sin datter fra institution før kl. 15. På den anden side Ditte Giese og Mette Viktoria Pabst, der blandt andet argumenterede for det problematiske ved, at (nogle) kvinder tager en lang uddannelse på samfundets regning, hvorefter de vælger at gå hjemme/arbejde på nedsat tid for at få familielivet til at hænge sammen eller få mere tid med deres børn.

På den måde bliver kvinderne en dårlig forretning for samfundet – og bidrager til den kønsmæssige ulighed, vi ser på arbejdsmarkedet. For mange af disse kvinder betyder det også, at deres pensionsopsparing, lønudvikling med mere bliver formøblet i emotionelt arbejde i hjemmet. Det kan ses i statistikkerne.

Hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Uligheden i økonomien er en udfordring
Når jeg tager mine strukturelle briller på (af en eller anden grund ser jeg skarpere med dem end med mine egne), synes jeg, at uligheden på arbejdsmarkedet og i mænds og kvinders økonomiske situation er en udfordring. Og både i de enkelte familier og på samfundsniveau er det problematisk, at mor går på deltid, og far tjener pengene.

Når jeg tager mine egne briller på, er billedet dog mere mudret og sammensat. For hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig. Og ja, det er irriterende at være en kvindelig kliché, men for to år siden valgte jeg at stoppe i mit akademikerjob for at få mere tid til at være langsom med min familie, få mit startup handleRUM op og flyve og få tid til at engagere mig i mit lokalsamfund.

Hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig.

Selvom jeg har smidt nogle penge efter min pension siden, så ændrer det ikke ved, at jeg tjener færre penge end min mand og, at jeg har prioriteret at arbejde mindre. 2-0 til den kønsmæssige skævhed i vores hjem

Iværksætteren er en helt
Men hvis jeg nu pudser mine briller, så kan jeg også for øje på noget andet end fiaskoen på ligestillingsfronten. For udover, at jeg er mor, er jeg også iværksætter med professionelle mål og ambitioner. Det kan ikke ses på den økonomiske bundlinje her og nu, men det er målet. Hvis det lykkes, så bliver jeg pludselig en helt på ligestillingsfronten, for kvindelige iværksættere vil vi gerne have. Og hvem ved ikke, at man må ofre sved, blod og tårer – herunder pensionsopsparinger – i bestræbelserne på at få succes som iværksætter? Det kan vi godt acceptere.

Samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke vil købe præmissen om, at vi kun er vores samfundsbetalte uddannelse værd og kun bidrager rigtigt til samfundet, hvis vi arbejder fuld tid.

Vi kan bidrage til samfundet på andre måder
Jeg er særdeles opmærksom på den privatøkonomiske side af sagen, men jeg er samtidig fortaler for, at vi nytænker vores arbejdsliv. For hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Jeg ved godt, at Finansministeriet ikke opererer med flere bundlinjer, men når vi samtidig har en civilsamfundsstrategi fra et andet ministerium, må vi vel anerkende, at vi kan bidrage til samfundet på andre måder end at arbejde fuldtid?

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner.

Jeg mener, at vi skal væk fra at se fuldtidsarbejde som den eneste ansvarlige måde at skrue sit arbejdsliv sammen på. Vi må anerkende, at vi kan bidrage til samfundet med andet end kroner og ører.

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner. Selvom vi ikke kan regne det ud, gør det også vores samfund rigere.

Om Lise Holm Rasmussen

Lise Holm Rasmussen er 34 år gammel, bor i en forstad til København sammen med sin mand og deres to børn på henholdsvis 4 år og 5 måneder.

Byplanlægger, formidler og social iværksætter.

Stifter af handleRUM, hvor hun arbejder med hvordan vi kan engagere mennesker i deres lokalsamfund.

Skriver også blogindlæg på tænkeRUM, hvor hun reflekterer over, hvordan vi kan skabe rum for et mere væredygtigt og fællesskabsorienteret liv i forstaden.

2 Comments
  1. Vanvittigt relevant og spændende artikel. Tak, fordi du deler dit perspektiv om den nye normale måde at arbejde på. Der er uden tvivl en bevægelse i gang væk fra de såkaldte normer og tættere på et større fællesskab. Godt, der er flere og flere kvinder der fortæller den anden historie. At hjertet tak.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

redaktion@balancebaren.dk