Corona og work-life balance – hvordan ser hverdagsbalancen ud efter forårets nedlukning

Coronaen spøger stadig og gør hverdagen utryg eller besværlig for mange af os. Men jeg har nu alligevel lavet en helt uvidenskabelig liste over positive effekter, jeg oplever, at vi har fået ud af forårets nedlukning. Og så har jeg spurgt en ekspert om, hvilken betydning coronanedlukningen egentlig har haft for ligestillingen i familierne

Af Janni Pilgaard

Der er så utrolig mange forfærdelige ting at sige om corona, men at sende både børn og forældre hjem til et miks af arbejde, skole og børnepasning i 5 uger er også et spændende eksperiment, hvis man interesserer sig for balancen mellem arbejde og familieliv.

Hvad skete der med os undervejs, og hvordan finder vi, under fortsat hensynstagen til corona, tilbage til hverdagen igen? Og hvad er der egentlig kommet ud af hele hurlumhejet, hvis vi ser på balancen i familierne?

Min (positive) erfaring er, at:

  • Vi har taget et kvantespring mod et mere individualiseret arbejdsliv. Vi er blevet tvunget til at arbejde på andre måder, end vi plejer, og det har vist sig, at mange af os faktisk både arbejder bedre og får en bedre work-life balance, når vi får lov til at være mere fleksible i både tid og sted.
  • Vi er blevet meget dygtigere til at benytte os af teknologien til kommunikation i vores arbejde, hvilket åbner for helt nye muligheder for fleksibilitet og effektivitet.
  • Vi har, som i de fleste kriser, fået øjnene op for det, vi har. Når vi rives ud af hverdagen, kan vi nemlig se vores hverdag udefra og opdage, hvad vi savner, og hvad vi ikke savner. For mange af os har det fået os til at sætte mere pris på det vi har og givet os mere fokus på, hvad der er vigtigst for os.
  • Jeg nød personligt at komme meget tæt på mine børn og deres hverdag i de uger, jeg havde dem hjemme. Jeg var også glad, da de skulle afsted igen, men det var alligevel lidt særligt at være SÅ meget sammen i en periode. (Disclaimer: jeg husker muligvis ugerne noget mere rosenrødt her bagefter, end jeg følte det undervejs…)
  • Vi har fået større forståelse for vores professionelle samarbejdspartneres hele liv, efter vi har siddet i et skypemøde, hvor et barn stikker hovedet frem på skærmen. Det gør noget godt for vores relationer, når vi opfatter hinanden som hele mennesker.
  • Der er kommet en større forståelse for, at man må blive hjemme, både når man selv er syg, og ens børn er syge. Vi har da lov at håbe, at det holder ved, så vi ikke behøver melde os syge med dårlig samvittighed, og så der måske kommer til at florere mindre almindelig sygdom i institutionerne.
  • Vi har opdaget, at man kan indrette hverdagen på helt andre måder, end vi troede var muligt. Så nu ved vi, at ting, vi ikke troede var muligt, er muligt. Og det er måske den vigtigste læring, vi skal tage med videre.

Nu ved vi, at ting, vi ikke troede var muligt, er muligt. Og det er måske den vigtigste læring, vi skal tage med videre. 

Læs om hvad jeg besluttede mig for at tage med ind i hverdagen efter nedlukningen

Coronas indvirkning på ligestillingen i hjemmet
Og så til det lidt mere videnskabelige. Tilbage i april lavede Innovator Q og Potential Co. en rundspørge omkring ansvarsfordelingen i hjemmet under coronanedlukningen.

900 forældre svarede, og i knap 70% af familierne, var der 2 voksne hjemme i perioden. Kun 6% svarede, at de kunne arbejde 35 timer eller mere om ugen, mens 41% kunne arbejde 6-20 timer om ugen. Godt 50% af kvinderne, der svarede, angav, at de havde hovedansvaret derhjemme under nedlukningen, mens godt 30 % af mændene sagde det samme.

Ud fra rundspørgen og andre lignende undersøgelser kunne det konkluderes, at det (som sædvanlig!) var kvinderne, der tog hovedansvaret for hjemmet, og mændene som holdt mest fast i deres arbejde hjemmefra, og dermed var nedlukningen, nedslående nok, et skridt den forkerte vej for ligestillingen både hjemme og på arbejdet.

Læs hvad jeg (og læserne) ønskede at tage med ind i hverdagen fra coronanedlukningen

Både fædre og mødre har været på en rejse
Lisbeth Odgaard fra Potential Co har siden kigget på, hvordan det så ser ud her et halvt år senere:

”Min konklusion nu er, at både fædre og mødre har gjort sig mange refleksioner på baggrund af hjemsendelserne. Men hvor mødrene generelt (og virkelig skåret over én kam) startede på et andet niveau af nærvær og ansvar i hjemmet end mændene, er mændene (igen generelt set) måske nået nærmere det niveau, kvinderne var på før og kræver nu nogle af de measures på arbejdspladsen, som kvinderne gjorde før, som f.eks. fleksibilitet i forhold til tid og sted.”

Både fædre og mødre har været på en rejse, der tilsammen kommer til højne niveauet af fleksibilitet som arbejdspladserne bør udbyde, hvis de fortsat vil tiltrække talentmasse.

“Men sideløbende har kvinderne haft endnu mere af både stress og nærvær i familien og taget endnu vildere konsekvenser på deres arbejdsliv. Bl.a. endnu mere deltid og nogle gange kvitning af hamsterhjulet alltogether. Så både fædre og mødre har været på en rejse, der tilsammen kommer til højne niveauet af fleksibilitet som arbejdspladserne bør udbyde, hvis de fortsat vil tiltrække talentmasse.”

Både undersøgelserne og Lisbeths ord rammer plet på min familie. Jeg tog hovedansvaret for hjemmeskolen under hjemsendelsen, mens min mand var vikar! Til gengæld er han siden gået fra 5 dages udearbejde med to timers transport hver dag til nu at arbejde hjemme 1-2 dage om ugen. Jeg har jo for længst kvittet hamsterhjulet, men det, at min mand er mere hjemme, har givet mig mere arbejdstid og givet ham et større ansvar for, at hverdagen kører herhjemme.

Læs mine tanker om at starte hverdagen op igen efter Coronanedlukningen

Læs alle artiklerne om at få en god hverdag med børn og hjemmearbejde under corona

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.