3 bud
Sommerferien nærmer sig, og det er tid til at planlægge, hvilke fiktive mennesker og liv, du skal indleve dig i. Læs her om de tre skønlitterære bøger, jeg har tænkt mig at dykke ned i hen over sommeren
Af Janni Pilgaard
Jeg ved ikke, om du har det ligesom jeg? Jeg får kun læst skønlitteratur, når jeg har ferie. Og nu nærmer sommeren sig, og det er tid til at begynde at tænke over, hvilke bøger jeg vil tage frem, når jeg sidder i ro og mag og nyder morgenkaffen, ligger på solsengen i haven eller sidder i i aftensolen med en Aperol Spitz. ( Jeg har muligvis glemt et par detaljer om, hvordan vores ferier normalt foregår med tre børn i det danske sommervejr, men altså… )
Jeg plejer at få tid til at læse i hvert fald 3 bøger i løbet af sommeren, og i år er temaerne, stærke kvinder, balance i hverdagen og at finde sig selv i nutidens samfund.
Agnes Henningsens erindringer bind 1-4 ”Let gang på jorden”, ”Letsindighedens pris”, ”Byen erobret”, ”Kærlighedssynder”
Jeg elsker bøger om og af stærke kvinder, der har været med til at rykke på samfundets normer, og her er Agnes Henningsen virkelig en rollemodel, der på trods af massiv modgang hele tiden finder nye veje at gå i det patriarkalske samfund hun lever i, i slutningen af 1800-tallet.
Den første bog omhandler Agnes Henningsens barndom, og i andet bind stifter hun familie og springer ud som forfatter. Hun sender selvsikkert sit første manuskript til Herman Bang, og det udmønter sig i, at hun begynder at skrive noveller for et magasin.
Samtidig får hun 4 børn og lever i et åbent forhold med sin mand, der dog ender med en skandale, da manden kysser skoleinspektørens datter på den skole, hvor han underviser. Han emigrerer til Amerika, og Agnes Henningsen må efterlade tre af børnene hos familie og selv bo på nåde med sin yngste søn hos forfatteren Carl Ewald (som i øvrigt er far til sønnen) og hans kone.
Agnes Henningsen er ligefrem og ærlig og tager gang på gang ansvar for sig selv og sin familie, mens hun samtidig forsøger at udleve sin egen passion for at skrive.
Gyldendal har genudgivet de første fire bind (ud af 8) af Agnes Henningsens erindringer. Jeg har allerede læst de to første og glæder mig til at følge Agnes videre færden. Du kan læse mere og købe bøgerne her.
Line Jensen ”Det store regnestykke”
Måske kender du Line Jensens streger fra Instagram eller hendes første bog ”Hver dag starter det forfra” hvor hun tegnede humoristiske tegninger fra sin barsel. Jeg synes stort set altid, Line Jensen rammer plet med sine tegninger, hvor hun med humor skildrer, hvordan det er at være forælder på godt og ondt.
I ”Det store regnestykke” er Line Jensen tilbage på arbejde efter sin barsel og forsøger at finde balancen. Bogen viser, at det er et stort regnestykke, at få hverdagen til at gå op, og at der hele tiden er overvejelser om, hvor man som forælder skal lægge sin energi; på sig selv, sine børn, sin partner, sit arbejde. Det tror jeg rammer plet for stort set alle børnefamilier. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse ”Det store regnestykke”, som Politiken kalder ”socialrealisme med et smil”.
”Det store regnestykke” blev udgivet d. 3.6.19 og kan købes her.
Agnete Braad ”En anden kvinde end mig” 2016
Jeg faldt tilfældigt over en anmeldelse af Agnete Braads bog ”En anden kvinde end mig” og fik lyst til at læse den. Bogen handler om knap 40-årige Julie, som hele tiden tvivler på sig selv, og hvad hun vil. Hun oplever, at hun hele tiden tilpasser sig de mennesker og det miljø, der er omkring hende og forsøger at finde frem til, hvem hun er, og hvad hun selv vil.
Forlaget skriver: “En anden kvinde end mig” er en roman om at finde sin egen vej, om parforhold, kunst og kærlighed og om at modsætte sig samfundets generelle udviklingstrang.
”En anden kvinde end mig” er fra 2016 og udgivet af Lindhardt og Ringhof. Find den på biblioteket her.
Rigtig gode bud på sommerlæsning! Jeg vil da straks lade mig inspirere og drøne ud og købe/låne Agnes Henningsen!
På min liste står der
Lone Star af Mathilde Walter Clark, som har stået på min reol siden min fødselsdag i april, og bare ventet på tiden til at fordybe mig.
Mælk og Honning digte af Rupi Kaur, som jeg har fulgt på Instagram og glæder mig til at få tid til at dykke ned i hendes digte, som jeg synes er tilpas naive og smukke, til at jeg kan samle mig om dem i min sommerferie. (med mindre regnen står ned hele sommeren, så kan det godt være der skal noget mere dystert til)
Og så glæder jeg mig bare til den der tur på biblioteket med min datter lige inden ferien, hvor vi begge flår ned fra hylderne og glemmer alt om, at der trods alt er grænser for, hvor mange bøger, der kan slæbes med på sommerferie!
Åh ja jeg kender godt den tur på biblioteket. Vi læsser også bilen godt med bøger 🙂 Lonestar kan du også godt glæde dig til.